Syddjursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

GeoBlitz i Ebeltoft på Geologiens Dag søndag d. 18/9 kl. 10-14

Der er sten på dagsordenen og dermed tungtvejende argumenter for at møde op, når Molslaboratoriet, Nationalpark Mols Bjerge og Jydsk Stenklub søndag 18. september på Geologiens Dag afholder GeoBlitz ved klinterne ved Ebeltoft Færgehavn. Her vil man sammen med deltagerne finde og sætte navn, historie, herkomst og alder på sten - eller på så mange som muligt af de særlige sten, der findes på stranden og i klinten. Det er gratis at deltage.


GeoBlitz i Ebeltoft på Geologiens Dag.
Der bliver løbende skyllet nye sten ud af den op til fire meter høje klint, og området har mange af de særlige "ledeblokke", der kun findes som fastsiddende klippe i et mindre område i Norge, Sverige eller Finland. De kan derfor kun være kommet hertil via de forskellige isfremstød - vi finder fx Skånsk Basalt, Påskallavik-Porfyr og Ålands-Rapakivi fra Den Ungbaltiske Is, Kinne-Diabas og Bredvad-Porfyr fra Nordvest-Isen og Rhombe-Porfyr og Larvikit fra Norske-Isen.

Man vil også lede efter forsteninger (fossiler) - især fra områdets mange 65 mio år gamle kalksten. Men der er også chancer for 230 mio år gamle muslinger i Katholm-blokke fra dinosaur-tiden (Jura) eller 525 mio år gamle graverør fra Scolithos-orm i bornholmsk sandsten!

Deltagerne er også meget velkomne til at tage sten, fundet i Danmark, med hjemmefra og få et bud på hvad det er.

I Geoblitzen vil man se på, hvor mange forskellige kendte stentyper og fossiler, der kan findes på de fire timer. Navnet Geoblitz er tyvstjålet fra "Bioblitz", hvor deltagerne dyster om hvem der kan finde flest plante-, svampe- og dyrearter på et givet areal inden for 24 timer.

Der vil på dagen blive uddelt mindre geologi-præmier for hhv. sjoveste, sjældneste og interessanteste fund i kategorierne hhv. under og over 13 år. Og hvem ved - inden dagen er omme, har du måske også vundet en ny hobby og har 30 kilo sten med hjem.

Praktisk information:
Gratis deltagelse og ingen tilmelding - bare mød op. Tingfinderi kender ingen alder, men formidlingen er rettet imod 10 år og op.

Tid og sted:
Søndag 18. september kl. 10-14. Der er fælles intro- og tingfinderture til klinten kl. 10.30 og 12.30, turene varer ca. en time. Parkering på P-plads i vest-enden af H. H. Hansensvej, 8400 Ebeltoft (sidevej til Færgevejen) - mødested på stranden nedenfor.

Medbring:
Tøj og fodtøj til stenkyst og dagens vejr - også til vind og vejr på åben strand i stille tingfinder-tempo. Varme/kolde drikke, madpakke, snacks. Evt hammer, fyrværkeribriller og lup samt rygsæk, der gerne må blive beskidt, og gamle aviser.

Kontaktperson:
Naturvejleder Marianne Graversen, tlf. 20 56 62 12.

Arrangører:
Geoblitz er arrangeret af Jydsk Stenklub, Molslaboratoriet & Nationalpark Mols Bjerge. Arrangementet er kun et af mange geologi-arrangementer landet over - se mere på www.geologiensdage.dk.

Man mødes hér kl. 10.30 eller 12.30:
Parkering sker på P-plads i vest-enden af H. H. Hansensvej (sidevej til Færgevejen)
8400 Ebeltoft
Mødested er på stranden nedenfor.

Kilde: Jydsk Stenklub.

Bjarke.


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam