Tak til
 






  
05/05 2023

Reformforslag blev en fuser

Tre fremtrædende samfundsdebattører har lavet noget, de kalder Den Alternative Velfærdskommission. De er nemlig mildt sagt ikke imponerede over de konklusioner, som den rigtige kommission kom frem med lige før jul. Det har fået dem til at forfatte følgende ”nytårsappel”:

”Nytårsstatus over velfærdskommissionen
Mens medievirakken omkring Velfærdskommissionen begynder at lægge sig, kan man konstatere, at dens reformforslag blev en fuser.
Der er også flere gode grunde til, at politikerne skal lægge kommissionens reformforslag i syltekrukken: De skaber ikke øget beskæftigelse, men sender kun flere over i arbejdsløshedskøen, og de vil over en bred bank øge uligheden i samfundet.

Velfærdskommissionens beskæftigelsesforslag sigter primært mod at øge arbejdsudbudet især ved at forlænge arbejdslivet gennem afskaffelse af efterlønnen og forhøjelse af pensionsalderen. Men kommissionen har intet bud på det vigtigste: nemlig at skabe arbejdspladser. Uden arbejdspladser, ingen øget beskæftigelse. Derfor vil Velfærdskommissionens tilbagetrækningsforslag blot virke som en omvendt efterlønsreform: Ved at lukke for muligheden for tidlig tilbagetrækning sendes folk bare over i arbejdsløshedskøen.
Det danske samfund har i stedet brug for bud på, hvorledes vi får de flere end 300.000 personer, der i dag helt unødvendigt står uden for arbejdsmarkedet, i beskæftigelse. Men det har Velfærdskommissionen ingen forslag til. Kommissionens løsning er i stedet, at de, som allerede er i arbejde, skal arbejde længere, og de, der er arbejdsløse, skal have forringet deres i forvejen beskedne indkomstgrundlag. Det er fantasiløst og ubrugbart.
Hertil kommer, at en række af kommissionens forslag vil bidrage til en betydelig øget ulighed i samfundet. Afkortning af dagpenge vil således sende endnu flere på kontanthjælp og skabe øget fattigdom.
Udfasning af efterlønnen vender også den tunge ende nedad, fordi det er noget, der rammer arbejdsgrupper med i forvejen kortest restlevetid hårdest.
Også forslagene til brugerbetaling på sundhedsområdet og uddannelsesområdet øger ligeledes uligheden.
Vi har forståelse for målet om at forhindre "hjerneflugt til udlandet", men samtidig vil brugerbetaling på uddannelse have endnu større skadevirkninger. Det mindsker incitamentet til at uddanne sig, skævvrider rekrutteringen og øger dermed ligeledes uligheden.

Endelig er Velfærdskommissionens meget omtalte indkomstskatteforslag galt afmarcheret. Det store problem i dagens indkomst er, at de højeste effektive marginalskatteprocenter ligger i bunden af indkomstpyramiden på grund af modregning af offentlige overførsler i lønindkomsten. Det er ydermere hér, det største potentiale for forøgelse af arbejdsindsatsen ligger.
Der er derfor brug for en skattereform, der letter indkomstskat for de mindste indkomster, også overførselsindkomster. Kommissionens forslag om at sænke skatten på mellem- og topindkomst vil blot øge uligheden i fordelingen af disponible indkomster og vil næppe kunne øge arbejdsindsatsen fra nogle i forvejen fuldt arbejdende grupper.
Kommissionens forslag er i det hele taget uden nytænkning og fremtidsperspektiver. Det gælder ikke mindst på skole- og børneområdet. Forslagene her er helt fantasiløse, de bygger på øget disciplinering og skruer fagligt set tiden 30-40 år tilbage. Og så den store forglemmelse: kommissionen har stort set negligeret børnefamiliernes vilkår og dermed glemt de betydningsfulde første år i livet. Det er jo hér, grundlaget skabes - også for den negative sociale arv.
Kommissionsrapporten er en teknisk rapport, der opgør alt i kroner og øre. Det er ikke alene alt for snævert, det er også uden både vision og dybere analyse af, hvad velfærd er.
Forslagene blev en fuser, men så meget mere er der derfor behov for noget helt andet end et snævert taktisk spil om kommende velfærdsreformer. Der er brug for en dybtgående analyse og bred diskussion af de reelle problemer i det danske velfærdssamfund: udstødelsen, integrationen, kvaliteten i velfærden, arbejdsmiljøet og børns opvækstforhold. Der er spørgsmål nok til at nedsætte en egentlig velfærdskommission, som vil beskæftige sig med befolkningens velfærd i stedet for at have blikket stift rettet mod de offentlige finanser.”


Kilde: Af Henrik Herløv Lund, Jesper Jespersen, Per Schultz-Jørgensen, Den Alternative Velfærdskommission i randers amtsavis, 6 januar

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam