Som en af initiativtagerne til NRGi’s etablering, samt som kandidat til det kommende repræsentantskab, vil jeg her fremkomme med nogle af mine grundlæggende synspunkter.
For det første er jeg meget uafklaret vedrørende selskabsformen. Vi etablerede i enighed mellem Århus-, Ebeltoft- og Grenaa Kommune og Arke’s repræsentanter, NRGi som et amba-selskab.
Vi lagde dengang megen vægt på, at det var el- og varmeforbrugerne, der sammen skulle eje selskabet. Jeg synes, at NRGi er kommet godt fra start. Selskabet har udviklet sig til en stor koncern. Dette skyldes især dygtige medarbejdere og en dygtig ledelse. Den politiske ledelse, altså repræsentantskabet og bestyrelsen, har også fungeret til gavn for virksomheden. Gode debatter med mange synspunkter har dannet grundlag forud for vigtige beslutninger. Er det godt nok tænkt, at vi skal omdannes til et aktieselskab? Jeg er som sagt meget uafklaret og »konservativ« i mit synspunkt, idet jeg vil være meget loyal over for de grundlæggende præmisser, som vi etablerede NRGi efter. Derfor ønsker jeg, hvis jeg igen bliver valgt til repræsentantskabet, at kræve et godt beslutningsgrundlag, som bl. a. opstiller fordele og ulemper ved et amba-selskab contra et aktieselskab samt en grundig debat i repræsentantskabet, forinden jeg tager endelig stilling til den fremtidige selskabsform.
Et andet punkt, som har været diskuteret meget, er de kære milliarder, som vi »nemt« kom til. Her ønsker jeg en både-og løsning. Det skal forstås på den måde, at jeg ønsker, at ca. 50% skal sendes til forbrugerne, og ca. 50% skal bruges fremadrettet til at sikre NRGi en god fremtid.
Hvad lægger jeg så fortsat vægt på?
Jeg lægger vægt på følgende:
– at vi kan levere billig og sikker el og varme til vore forbrugere.
– at vi i forbindelse med driftssikkerheden får så mange luftledninger kabellagt så hurtigt som muligt.
– at vi overfor forbrugerne fortsat giver en god og forståelig energirådgivning.
– optimal og effektiv drift af de virksomheder og forretningsområder, som vi nu og i fremtiden vælger at have under vores vinger.
Jeg vil slutte med et ønske om påny at blive valgt til NRGi’s repræsentantskab, idet jeg fortsat har megen viden og energi til NRGi.
Med venlig hilsen
Gert Schou
Kandidat til NRGi’s
Repræsentantskab
Kilde: grenå bladet
charlotte