For et stykke tid siden opfordrede Bjarne Dalgaard NRGi til at satse på at undgå de evindelige strømsvigt frem for at dele nådige pengegaver ud til forbrugerne. Hertil svarer selskabets informationschef:
”Bjarne Dalgaard opfordrer NRGi til at bruge penge på kabellægning i stedet for at udstede checks til andelshaverne.
For en god ordens skyld iler vi med lidt faktuelle oplysninger.
NRGi`s repræsentantskab har besluttet, at der skal udsendes en check til alle andelshavere for at give et kontant bevis på, at det går godt for selskabet. I alt er der udbetalt 187,5 mio. kr. til net-ejerne, og det er bestemt vort indtryk, at modtagerne har været glade for det.
Isslaget d. 20. januar gav beklageligvis strømafbrydelser flere steder i forsyningsområdet.
Et tykt lag is lagde sig på luftledningerne. Dét medførte flere steder, at vægten af ledningerne blev så stor, at masterne knækkede.
Repræsentantskabet har sidste år besluttet at forcere kabellægningen af ledningsnettet, så forsyningssikkerheden forbedres. Man har sat 300 mio. kr. af til at få hele ledningsnettet kabellagt i løbet af de næste fire år.
Så faktisk får man begge dele – både check og kabellægning.”
Kilde: Skrevet af NRGi-informationschef Per Svendsen i Randers Amtsavis d. 28. januar
rex