Den reform af udligningen mellem de rige og de fattige kommuner, som ellers har været så længe ventet bl.a. i Norddjurs, vækker bestemt ikke begejstring hos det lokale SF:
Regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har netop aftalt den såkaldte udligningsordning mellem kommunerne.
30 millioner kroner til Norddjurs Kommune i 2007, siger udligningstabellen.
Men i en anden tabel pålægges kommunen at nedsætte kommuneskatten med 21 millioner.
Og i samme aftale afskaffes særordninger til udligning, hvor Grenå, Nørre Djurs og Rougsø har fået i alt 24 millioner.
Totalt set kommer den såkaldte udligning til at koste dyrt.
Aftalen er stats-styring af kommuneskatten for 2007 på Norddjurs.
Og kommunens indtægtsniveau bliver lavt. Det er hamrende udemokratisk.
Nedskæringerne får kommunen sandelig lov til selv at beslutte.
Aftalen giver øget privat forbrug. Aftalen giver ekstra penge til de, som har mest.
På Norddjurs får ikke mindst mange sommerhusejere skattenedsættelser.
Pengene fosser ind i statskassen.
Alligevel dikterer aftalen nedskæring i ydelser til vore børn, skoler, unge og ældre. Hvordan vi vil fordele forringelserne, får vi sandelig lov til selv at beslutte!
Det har hele tiden skinnet igennem, at regeringen og Dansk Folkeparti ville skære i velfærden.
Men det er meget skuffende, at Det Radikale Venstre nu omfavner Dansk Folkeparti og regeringen og med et kommunalt skattestop, der koster velfærd på Norddjurs.
Der er endnu ikke overblik over den samlede økonomi, når Norddjurs Kommune starter næste år.
Men det står klart, at der ikke kan laves et anstændigt budget og en anstændig service med denne aftale.
Den duer ikke!
Det er en aftale, som ikke respekterer det lokale demokrati.
Dén skal vi ikke respektere!”
Kilde: Skrevet af SF-sammenlægningsudvalgsmedlem Mads Nikolajsen fra Grenå i Djurslands Posten d. 7. marts
rex