Undervisningsminister Bertel Haarder har fremsat forslag om ændring af folkeskoleloven. I sin motivation sagde han, at ændringerne skal forbedre det faglige niveau i folkeskolen. Samt at formålet er at tydeliggøre, at eleverne skal gå i skole for at få kundskaber og færdigheder og blive forberedt til videre uddannelse efter folkeskolen.
Midlerne til at opnå disse er: Præcisering af folkeskolens formål, præcisering af det kommunale ansvar, ekstra timer i dansk og historie, styrket evaluering og anvendelse af nationale test, obligatoriske prøver, skriftlige elevplaner, offentliggørelse af landsresultater af test og etablering af nyt råd for evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen.
Den tænkning, at en test- og prøvekultur med central kontrol kan styrke det faglige niveau, er SF grundlæggende uenig i.
Det viser regeringens begrænsede udsyn, at den vil kvalitetsforbedre indsatsen i skolen via mere kontrol. Erfaringer fra andre områder viser, at kontrol kræver mange ressourcer, og (i bedste fald) ikke har nogen virkning på kvaliteten - i værste fald forringer kvaliteten. Fordi medarbejderne bruger megen tid på at leve op til formelle krav og må nedprioritere tiden med de børn, der skal høste af et højt fagligt niveau.
SF er optaget af at forbedre folkeskolen. Der er for mange børn/unge, der forlader skolen uden tilstrækkelige læsefærdigheder. Det er afgørende at styrke de elever, der har sværest ved at følge med og at bryde den sociale arv. Derfor skal skoler og lærere have bedre vilkår bl.a. via efteruddannelse. Målet er at give den enkelte elev et løft, ikke at tilpasse eleven til en national skabelon.
Kommunen skal fremover vurdere de enkelte skoler ud fra testresultater, som det er nødvendigt, at kommunalpolitikere og forældre i skolebestyrelserne holder hemmelige. Fordi resultateternes sammenlignelighed kan bestrides. Hvad skal vi så med dem?
Regeringen gennemfører kommunalt skattestop og giver meningsløse, nye opgaver til folkeskolen. Trist at socialdemokraterne er med til at forringe folkeskolen og bidrager til øget statsstyring af skolen.
Med venlig hilsen
Gitte Larsen
Formand for
SF-Norddjurs
Mads Nikolajsen
Medlem af børne-
og unge-udvalget i
Norddjurs Kommune
Kilde: grenå bladet
jimmi