Næsten ikke en dag uden et indlæg i strukturdebatten for tiden. I dag er det en mand fra Knebel, der leverer et særdeles velskrevet indlæg til fordel for idéen om én stor Djurslandskommune. Han skriver:
”Viceamtsborgmester Gunhild Husums (R), strålende indlæg i JP-Århus 13/11 må da kunne hjælpe godt til med at få standset de egocentrerede politiske kræfter i Århus i deres idelige arbejde på at ødelægge alle de store positive muligheder, som hele Østjylland, og dermed også både hele Jylland og hele Danmark, har i at bevare lufthavnen i Tirstrup.
Desværre er de store trafiktiltag, som Gunhild Husum opregner, dog kun en fortsættelse af de enorme fejlinvesteringer, der så eftertrykkelig blev indledt med den altødelæggende linieføring for motortrafikvejen, som blev planlagt og bygget i første halvdel af firserne.
Derfor bør al videre udbygningsinvestering i denne vej standses her og nu. Hvor sviende bittert det så end vil være at erkende det hidtil anvendte halve til hele milliardbeløb som spildt, foruden den forvoldte skadevirkning ved at hæmme Djurslands erhvervsudvikling gennem de mange år, og desuden de urimeligt mange forvoldte dødsulykker.
Et virkelig positivt og langsigtet fremsyn må være, at man fastholder motortrafikvejen indtil Korslund-krydset, hvor man siger farvel til den og fortsætter hurtigst muligt med en nybygning nord om Rostved og nord om både lufthavnsterminalen og Tirstrup by og slutter den til vejene til henholdsvis Grenaa og Glatved.
Selvfølgelig forberedt til udbygning som motorvej engang i fremtiden.
Ønsketænkning
Selv om vel næsten alle vi borgere på Djursland ønsker at bevare vor egen kommune med dertil hørende nærdemokrati, er vi vist inderst inde klar over, at dette kun vil være ønsketænkning, og at den varslede kommunalreform vil komme til at diktere noget helt andet.
Det forlyder endog, at regeringen ikke vil give lokale politiske kræfter ret lang diskussionstid, før man træder til handling og beslutter vedrørende det endelige resultat.
Derfor må det være uhyre vigtigt, at nærdemokratiet hurtigst muligt søger at finde sammen i enighed om meget langsigtede og holdbare mål for hele lokalområdet.
Og hele lokalområdet kan vel i herværende tilfælde på lang sigt kun være samtlige nuværende otte Djursland-kommuner samlet til én kommune.
Noget sådant måtte jo så medføre, at der skal bygges et nyt og tidssvarende kommunecenter et sted i nærheden af Kolind for at give flest mulige af borgerne den nemmeste mulighed for adgang til det.
Samtidigt vil det jo så også betyde, at flest mulige kommer til at afgive mest mulig suverænitet. Men dette kan vel kun være en fordel til støtte for sammenslutningens fremtidige funktion.
En sådan sammenslutning skulle vel synes at have overordentligt store muligheder for fremtidig udvikling. Landområdet er næsten kvadratisk med sin ene side forbundet til det øvrige Danmark, og de tre sider udgør én sammenhængende kyststrækning mod det åbne hav.
Der er ganske mange anløbsbroer og småhavne for fiskeri og lystsejlads m.m. Et par anselige havne ved henholdsvis Bønnerup i nord og Ebeltoft i syd, og en særdeles betydelig havn på områdets næse i øst.
Havn i verdensklasse
Sidstnævnte har fysiske muligheder for at kunne blive en storhavn af verdensklasse. Men en forudsætning for, at de nødvendige kapitalkræfter vil investere i noget sådant, vil jo være, at der er en aldeles farbar og kortest mulig vejforbindelse til Danmarks fastland.
Altså en central vej lige langs igennem området til betjening af både storhavnen og lufthavnen og hele Djursland.
Hele fastlandet har alskens muligheder for erhvervsudvikling, spredt forskelligt over hele området.
Landbruget, som hidtil har været det absolut fundamentale hovederhverv, er trods sin retræte fortsat en meget vægtig faktor, der allerede har organiseret sig bag ét enkelt ansigt, og har i øvrigt efterladt et anseligt folkefællesskab i hele området.
Der er således meget, der taler for en politisk samling af hele Djursland. Men det vil jo kræve mere langsigtede og upopulære politiske beslutninger, end vort demokratiske system har tradition for at kunne præstere.
Og vort demokrati må jo dog for ingen pris sættes overstyr.
Men det bør givetvis holdes stærkt for øje, at udviklingen går hurtigere end nogen sinde i historisk tid. Og fejldispositioner hævner sig hurtigere og voldsommere end nogen sinde før.”
Af Jørgen Nielsen, Knebel Bygade 41, Knebel
Kilde:
rex