Tak til
 






  
05/05 2023

Tomme tog buldrer mest...!

I dag har vi fundet en ordentlig svada af en bandbulle mod de fortsatte ønsker om at få opdateret Grenåbanen. Det er en århusianer, der skriver følgende:

”Aldrig har så få (passagerer) generet så mange (mennesker i og omkring Århus), som tilfældet er med Grenåbanen.
Og det sker med politiske velsignelser og milliontilskud til de mere end halvtomme tog bygget op omkring tyndbenede argumenter og utilstrækkelig dokumentation og dét i en periode, præget af kraftige nedskæringer inden for ældreplejen, institutioner, sundheds- og hospitalssektoren.
I front finder vi de frelste politikere og deres kollegaer fra Djursland og specielt Grenaa med henvisning til, at banen er livlinen for Djursland, både hvad angår passagerer og gods, men hvis det var tilfældet, hvorfor bruger man så ikke banen, og hvorfor skal de få passagerer have lov til at genere trafikken på Grenåvej, ved Risskov, langs Risskoven, langs lystbådehavnen, træskibshavnen, Kystvejen og langs de bynære havnearealer midt i Århus?

Halvtomme tog
At banen skulle være redningsplanken for Djursland, Grenaa Havn og lufthavnen i Tirstrup, skal man længere ud på landet med - her stammer den selvfølgelig også fra. En lille fjer kan nok blive til fem høns i et eventyr - men ikke i det virkelige liv. Lad os få nogle facts på bordet. Det må være på tide, at vi får afdækket sandheden om Grenåbanen. I den forbindelse må jeg minde om USA's præsident Abraham Lincolns ord: »Man kan bedrage alle mennesker en gang imellem, man kan bedrage nogle mennesker altid, men man kan ikke bedrage alle mennesker altid.«
Enhver borger i Århus kan med selvsyn konstatere de mere end halvtomme tog på Grenåbanen, og som andre undrer jeg meget over det påståede årlige passagerantal på 800.000 - hvordan finder man frem til det, og på hvilke strækninger står disse passagerer af og på? Men det er korrekt, at ved myldretiden morgen og aften er togene fyldte - derefter "fylder" maks. otte passagerer togene til stor gene for Århus, Århus Havns containerterminal, Mols-Liniens færger, beboerne langs Århus- og Risskovstrækningerne. Myte eller facts. Kendsgerninger udbedes.

Det er umoralsk
Hvorfor ikke indstille driften fra f.eks. kl 09.00 til kl. 15.00 - de stille perioder. Det ville ethvert rationelt tænkende menneske foreslå - men politikerne vil tilsyneladende hellere dække underskuddet ved at flytte pengene fra ældreplejen og børneinstitutioner til Grenåbanen. Nu kan det godt være, at banens underskud dækkes via statsskatten, men for skatteborgerne er det dybest set umoralsk - uanset hvor "det offentlige" henter pengene - at holde liv i en bane, der i realiteten ingen eksistensberettigelse har, og som på de fleste tider af døgnet kan erstattes af enten bus- eller taxakørsel.
Hvorfor kunne vi ikke i Århus gøre dét, man nu indfører i Nordjyllands Amt - nemlig ta' en taxa og betal den normale billetpris - her med bus. »Det er nytænkning,« udtaler trafikminister Flemming Hansen - »det er befriende, at amterne viser, at de tør tænke nyt.« Desværre går Århus Amt den modsatte vej, uanset politisk observans, hvor man arbejder intenst på at slå Odderbanen og Grenåbanen sammen, øge hastigheden og frekvensen til afgang hver syvende minut i hver retning.

Ondskabsfuld bombe
Hermed har Århus Amt - som forhåbentlig én af sine sidste handlinger nogensinde - kastet endnu en vækstbremse ind i Århus - denne gang ind i Århus midtby i form af en ondskabsfuld bombe, der på afgørende vis vil sabotere fredeliggørelsen af borgernes adgang til de bynære havnearealer bl.a. omkring Europaplads, den nye havneplads, Den Gamle Toldbod, Domkirken, Havnegade og Kystvejen. Af helhedsplanen for de bynære havnearealer fremgår tydeligt, at trafikken langs havnefronten vil blive reduceret, medens Grenåbanens hastighed og frekvens på selvsamme strækning vil blive øget. Det kan man kalde samarbejde mellem to, der elsker hinanden - Århus Amt og Århus Kommune.
Samdriften af Odderbanen og Grenåbanen må være ensbetydende med, at der på havnestrækningen ikke kan indsættes sporvogne eller de såkaldte letbaner, men nu kunne det være, at Århus Amt vil vise sin gode vilje ved at lægge Grenåbanen i en tunnel langs de bynære havnearealer, hvilket ifølge sagkundskaben vil koste omkring to mia. kr. Den finansiering skal måske tages fra gymnasierne eller amtets hospitaler?

Krav om miljøanalyse
Mon der i Danmark omkring de større bysamfund findes en så tåbelig linjeføring, som tilfældet er i Århus, og som man nu vil udbygge med højere hastighed, højere frekvens, nye lokomotiver til skræk og rædsel for trafikken på Grenåvej, beboerne ved Risskov og i Århus midtby og for sagesløse skatteborgeres regning?
Det er netop linjeføringen, der er Grenåbanens altdominerende problem, og som er årsagen til den megen kritik. Man oplever sjældent kritik af Odderbanens forløb og linjeføring til og fra Århus. Ønsket til Grenåbanen er således en ændret linjeføring, hvis det ikke kan lade sig gøre, må banen stoppe ved Lystrup og passagerer køre videre med bus, eller banens frekvens må reduceres ved at indstille driften i den stille periode, måske mellem kl. 09.00 og kl. 15.00.
Under alle omstændigheder må det være et krav, at der udarbejdes en tilbundsgående analyse af Grenåbanen, evt. i form af en cost-benefit analyse eller en decideret VVM-miljøanalyse. En sådan kræves ved alle større trafikinvesteringer, og med de planer amtet har med banen, hvad angår frekvens og hastighed, bliver Århus bragt i en helt anden situation, der får afgørende indflydelse på de berørte borgeres dagligdag, og de må have krav på den nødvendige VVM-analyse, hvilket det må være muligt at finde flertal hos Århus Byråd - selv hos Socialdemokratiet, der ganske vist kan finde på at sige, at man godt kan gå ind for Grenåbanen - bare den havde en anden beliggenhed. Den indsigelse kan vi godt leve med.”
Skrevet af Preben Juste, sekretariatschef, Aarhus Transport Group, Katterhøjvej 21, Højbjerg, i Jyllands Posten d. 2. december

Kilde:

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam