Det glæder mig, at projektlederen af det kommunale genbrugscenter på Havnevejen i Grenaa kan se problemerne med store bunker af affald foran centret. Se blot billedet på side 36 i Grenaa Bladet den 17. oktober. Det har vi som naboer længe været meget trætte af. Vi bor jo lige ved siden af en »losseplads«, for det er tit ikke andet. Folk afleverer endda haveaffald i sække udenfor. En dag var der anbragt et nyfældet birketræ udenfor centret!!
Jeg har tit været ovre for at putte ting i kasser, som var taget op og smidt rundt omkring, og har set store drenge more sig med at smadre glas og urtepotter. Når jeg har set det, har jeg fået det stoppet, og det er som regel lykkedes for mig. Dagligt må jeg samle papir, plasticposer og andet affald op, som flyver over i gården og i hækken - glasskår fejes op foran porten. Hanne Hougaard udtaler, at genbrugsting kan afleveres på Kalorievej, så hvorfor ikke flytte derud. Så er vi fri for at se på affaldsbunkerne. Det kan kun være i alles interesse, at centret flytter derud. Det kan jo heller ikke være rart for skatteborgerne at betale til et center, som ikke fungerer. Det må også koste mange penge at have det kørende - løn til personale, vedligeholdelse af bygninger med mere. Lad Kirkens Korshær og Røde Kors-butikkerne arbejde med genbrug. Deres personale arbejder gratis til gavn og glæde for diverse hjælpeorganisationer. Det vil glæde mig og mange andre, hvis centret bliver flyttet til Kalorievej (hvor det hører hjemme). Det skulle aldrig have været oprettet i et boligkvarter til stor gene for naboerne. Hvem har lyst til at bo ved siden af en »losseplads«. Jeg spørger bare! |