I det følgende kritiserer en lokal socialdemokratisk folketingsmand regeringens efter hans opfattelse passivitet på miljøområdet. Han skriver:
”Socialdemokraterne er stærkt foruroligede over drikkevandets udvikling. Drikkevandsressourcerne er kun halvt så store, som tidligere antaget, og i 40-50% af de små private anlæg overskrides én eller flere grænseværdier af pesticider, nitrat, bakterier, m.m.
Det sættes endnu mere i relief af, at pesticidhandlingsplanen udløb sidste år, og at regeringen endnu ikke har præsenteret en offensiv afløser.
Der er et klart og veldokumenteret behov for en skærpet beskyttelse af det danske drikkevand.
Rent drikkevand direkte fra hanen skal være en ret, som alle danskere har.
For Socialdemokratiet indebærer det bl.a. en nedsættelse af pesticidforbruget og de antal gange, som der sprøjtes i landbruget, indførelse af sprøjte- og oplagringsfrie zoner omkring både nuværende og kommende drikkevandsboringer, vandløb, søer og andre sårbare naturtyper.
Skovrejsningen skal sikres over vandindvindingsområder, og der skal udlægges flere miljøvenlige dyrkningsområder.
Det indebærer også, at der skal laves opsamlingspladser, hvor sprøjteudstyr skal rengøres. Producenternes dokumentation skal forbedres, og samarbejdet mellem vandværker, kommuner og landbrugene skal intensiveres for at sikre miljøvenlig drift.
For at sikre fremtidens drikkevand er vi nødt til at tænke langsigtet og anvende flere forskellige virkemidler. Socialdemokratiet er parat og har masser af forslag til at sikre grundvandet, sundheden og vandforsyningen. Regeringens mangel på initiativ er slående. Er regeringen nu parat efter de seneste skræmmende tal?”
Skrevet af det socialdemokratiske medlem af Folketingets miljøudvalg, Torben Hansen fra Randers, i Randers Amtsavis lørdag d. 28. juni
Kilde:
Rex