Torsdag d. 9. november var jeg sammen med min hustru inviteret til et orienteringsmøde, hvor FOA sammen med Pen-Sam Forsikring gav os et indblik i, hvordan ens økonomiske situation ser ud, når efterløns/pensionsalderen nås. Det var et ualmindeligt godt og veltilrettelagt møde, hvor henholdsvis en socialrådgiver fra Pen-Sam og en medarbejder fra de offentligt ansattes A-kasse orienterede om medlemmernes muligheder, når de som 60-årige kan gå på efterløn/pension.
Noget af det første socialrÃ¥dgiveren fra Pen-Sam kunne orienterede os om, var, at man ikke skulle forvente de helt høje pensioner, nÃ¥r pensionsalderen meldte sig - og her kom han med to væsentlige begrundelser. Nemlig dette, at der i pensionsbetingelserne bl. a. lÃ¥, at pensionsforsikringen, som mange andre, ogsÃ¥ dækkede ved invaliditet. Og netop pÃ¥ dette omrÃ¥de var der en stor udgift, da mange indenfor FOA’s arbejdsomrÃ¥de fik nedslidninger p.g.a. hÃ¥rdt arbejde. Denne hjælp til nedslidte kolleger gÃ¥r sÃ¥ til gengæld ud over den alderspensionen, der udbetales til de kolleger, der forbliver pÃ¥ arbejdsmarkedet. Og som en anden Ã¥rsag til den »ikke sÃ¥ høje pension« blev angivet, at FOA’s medlemmer jo ikke just lÃ¥ i de højeste lønningsklasser, og dette afspejlede sig sÃ¥ i pensionsindbetalingerne.
Jeg kan som pensionist glæde mig over, at vi her i landet har så gode forhold, at vi gennem solidariske ordninger sikrer hinanden, når man træder ud af arbejdsmarkedet. Og alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på den ulighed, der trods alt er. Her var jeg sammen med en persongruppe, der gennem et langt liv har lagt deres liv og sjæl i, at vi her i Danmark har et godt og velfungerende sundhedsvæsen og en god ældrepleje. Men samtidig en medlemsskare, der gennem deres forsikringsordning hjælper de kolleger, der tidligt bliver nedslidt. Takken for denne solidaritet er så, at de får en forringet alderspension, når de når pensionsalderen.
Heroverfor står så de store udbetalinger, der sker til afgående direktører - ikke alene i TDC, men også i mange banker og store firmaer. Jeg tror ikke, at hverken hjemmehjælpere eller sygehjælpere misunder disse personer. Men én ting blev jeg da klar over på dette møde - det er i hvert fald ikke dem, der har haft det hårde fysiske arbejde, der løber med den store gevinst.
|