En mand fra Hobro har virkelig taget regeringens ord om at undgå ghetto-dannelser og om at bryde den negative sociale arv til sig. Det har fået ham til at skrive følgende satiriske indlæg:
Nu må jeg som samfundsbevidst borger råbe vagt i gevær! Nu må det være slut med den stigende tendens til ghettoisering i det danske samfund.
I denne uge er der en rystende artikel i A4 om, at eliten i Danmark vælger at bo og isolere sig fra det omgivende samfund i kvarterer med en sammensætning, der ligner dem selv. Det kan vi ikke være bekendt i et moderne samfund.
Jeg må forlange, at vores lighedsbevidste socialminister Eva Kjer Hansen straks griber ind og tager den liberale ske i den anden hånd, så vi kan få stoppet dette uvæsen, om ikke andet så for børnenes skyld.
Børnene, de stakkels ubefæstede sjæle, risikerer jo at blive sociale tabere og uforstående over for det omgivende samfund og ude af stand til at indgå i sociale sammenhænge med personer fra andre samfundslag, og dét kan blive direkte farligt.
I den yderste konsekvens kan dén dag komme, da vi må opleve, at elitens børn og forældre begynder at kræve særbehandling i børne- og uddannelsesinstitutioner, for eksempel fem-retters gourmétmiddag i børnehaven eller særlige omklædningsrum for børn med dyrt mærkevaretøj, så de ikke skal mænge sig eller blive forvekslet med pøblen, og måske kommer dén dag, hvor vi må konstatere, at elite-ghettoens børn er kommet i flertal og har drevet de andre samfundslag væk.
Vi véd jo godt, at sådan en elite-ghetto er et arnested for kriminelle handlinger, såsom insiderhandel, udnyttelse af billig polsk arbejde, skatteunddragelse, kokainmisbrug, snobberi, umådeholdent forbrug af dyre luksusmærkevarer, golf og sidst, men ikke allermindst, liberalistisk kapitalistisk fundamentalisme anført af imamerne fra Cepos og Liberator.
Jeg kræver, at ansvarlige politikere sætter foden ned og sætter en stopper for yderligere ghettoisering af Danmark og bliver deres ansvar voksent.
Jeg kræver, at der straks bliver iværksat planer for tvangsforflytning, og man kunne jo begynde i Hellerup og Charlottenlund. De kunne jo finde en passende bolig i Mjølnerparken eller nordvestkvarteret. Hvis de har lyst, er der ogsÃ¥ plads i Jylland og pÃ¥ Fyn i nærheden af Ã…rhus og Odense.”
|