Syddjursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Hvorfor ikke lukke et bibliotek hvor der ikke kommer nogle for ikke at låne bøger?



Hvorfor ikke lukke et bibliotek hvor der ikke kommer nogle for ikke at låne bøger?



Nu kan det altså være nok med alt det brok! Jeg synes efterhånden, at det halve af den nye norddjurske kommune har givet deres mening til kende vedrørende lukningen af de små biblioteker.

Dette læserbrev bliver forhåbentligt det sidste i rækken.

Mit indlæg kommer af to grunde:

1. Det er en skændsel, at vores politikere ikke kan få arbejdsro. Vi borgere forventer, at de skal bruge deres kostbare tid på at forklare deres handlinger. Deres beslutninger er fortid, de skal bruge deres tid på fremtiden. Jeg vil give dem en hjælpende hånd og kommer her med den hidtil bedste forklaring på lukningen af bl.a biblioteket i Gjerrild.

2. Jeg er gift med Dorte Lyk, der i tide og utide skal blande sig i debatten. Hun bruger efterhånden mere tid på at læse og skrive læserbreve, end hun bruger sammen med mig. Det er en direkte trussel mod vores samliv. Hun skal stoppes!

Lars Gyldenvang skrev for at par uger siden om en biblioteksrapport, der ligger til grund for den politiske beslutning. Ifølge Lars Gyldenvang beskriver den bibliotekets brugere, der ikke kommer på biblioteket for at låne bøger, eller kommer for ikke at låne bøger, eller ikke kommer for ikke at låne bøger. Noget verbalt sludder tænkte jeg. De kommer vel for at låne bøger - ellers kan de vel bare blive væk. Nu tænker den kloge læser: Ved idioten ikke, at man kan låne musik og spil og man kan gå på nettet og alt det der. Jo, det ved idioten godt.

Men der var noget idioten ikke vidste. Jeg læste i JP Århus forleden, at mange går på biblioteket for at score. Ja, du læste rigtigt: De kommer for at score! Og her har vi kernen i hele det politiske spil. Nu forstår jeg lukningen af de små biblioteker. Heri er jeg enig med politikerne af to grunde:

1. Biblioteket i Gjerrild bliver aldrig et godt scorested. Som sagt så bruger min kone så meget tid i debatten, at der er fare for, at jeg snart er en af dem, der må se sig nødsaget til at gå på biblioteket for ikke at låne bøger. Og her kan jeg overhovedet ikke se mig selv på biblioteket i Gjerrild. Jovist er der da et par kvinder eller syv her i Gjerrild, jeg gerne ville møde på et bibliotek - men helst ikke i Gjerrild. Tænk på sladderen. Så hellere i Grenaa.

2. Jeg er tilflytter, og har ingen familiære relationer i Gjerrild og omegn - inklusive Veggerslev. Mit umiddelbare indtryk er, at næsten alle er i familie med hinanden. Ved at have for mange små biblioteker, hvor der kommer brugere for ikke at låne bøger, er der risiko for fortsat indavl.

Så alt i alt mener jeg, det er fint med lukningerne af de små biblioteker. Men jeg forstår ikke, hvorfor der skal være hele fire biblioteker i kommunen. Jeg er overbevist om, at et stort bibliotek vil være det optimale for os, der kommer for ikke at låne bøger, så kan man hurtigt få et overblik af situationen. I vores stressede hverdag, er der ikke overskud til at kigge på fire biblioteker. (Efter at have været i Ørsted en gang sidste år, har jeg også lidt på fornemmelsen, at de godt kunne trænge til lidt nyt blod.)

Det er mit håb et dette indlæg i debatten har givet så meget indblik i den realpolitiske verden, at al videre debat må forstumme, så politikerne ikke skal belemres med borgernes formaninger, inklusive min kones.


Med venlig hilsen
Torben Andersen
Hestehavevej 12
Gjerrild
8500 Grenaa


Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam