Nærhed og skolekvalitet i Norddjurs
Debatoplægget »Skolekvalitetsdebat i Norddjurs Kommune«, forfattet af projektgruppe og udsendt til alle skoler, rummer en række scenarier. De kan medvirke til at give bredde og perspektiv i debatten. Det er også godt, at specialundervisning indgår som centralt element, så også de børn, der har særlige behov, tænkes med i skoledebatten.
Organisering, fysiske rammer og ledelse nævnes som parametre i oplægget. Der mangler en meget central parameter: Geografien, og dermed skolen i lokalsamfundet, nærheden.
Norddjurs har jo en meget vidstrakt geografi og vores særlige struktur af lokalsamfund og befolkning. I alle scenarier skal nærheden derfor indtænkes. Her anser jeg det for vigtigt at få disse spørgsmål - som ikke indgår i oplægget - med i drøftelsen: -
Hvordan sikres samspil mellem skole og lokalsamfund? -
Hvilke vilkår giver strukturen for forældresamarbejde? -
Hvilken sammenhæng med dagpasning i førskolealderen? -
Hvordan sikres samspil mellem skole og fritid? -
Hvilken betydning har tryghed m.h.t. skolevej, kammerater, overgange børnehave/skole/SFO for skolekvaliteten? Især for de yngste klasser. Jeg håber, at vi får en god debat.
Med venlig hilsen Mads Nikolajsen (SF) Medlem af Børne- og Ungdomsudvalget i Norddjurs Kommune |