For lav pension et problem for alle Det er nemt nok for socialdemokraterne at vise forståelse for de handicappedes problem med at styrtdykke i pensionen dén dag, de fylder 65, siger en læserbrevsskriver i det følgende:
”Under overskriften "S vil hjælpe ældre handicappede" skriver Torben Hansen lørdag 3. marts, at hverken handicap eller merudgifter forsvinder, når man fylder 65 år.
Det er da en oplysning, der vil noget. Tænk engang, der er hér et folketingsmedlem, som er bekendt med, at udgifterne ikke falder, når man bliver 65 år. Men der er mange andre ting, som heller ikke bliver billigere, når man bliver 65 år, blandt andet madvarer.
Torben Hansen skriver, at handicappede ikke har haft mulighed for at spare op til pensionen. Det er der altså andre lavtlønnede, som heller ikke har. Det er jo nok derfor, der er nogle, der har opfundet ældrechecken.
Torben Hansen skriver nok så flot, at Socialdemokratiet ikke vil have et samfund, hvor handicappede skal lide økonomisk, når de fylder 65 år. Jamen, Torben Hansen, er der da nogen, der skal lide økonomisk, bare fordi de fylder 65 år? Burde en folkepension for eksempel svare til dagpengesatsen, eller måske endnu bedre, hvad man tjente de sidste år, man var på arbejdsmarkedet?
Vort samfund siges at være rigt, så det er nok værd at se på, om vores pension er rimelig, altså fra dét samfund, man har betalt til. Der er jo trods alt en del mennesker, som får mellem 40 og 50 år på arbejdsmarkedet, men desværre har disse mennesker ikke længere Socialdemokratiets bevågenhed. Men måske det kommer. I hvert fald er det jo åbenlyst, at i opposition har man de gode visioner, i regering er det noget ganske andet. Det husker man jo fra sidste gang. Dette eksperiment døjer vi med endnu.” Skrevet af John Kleiner, Toldbodgade 18, Randers, i Randers Amtsavis d. 9. marts |