Der stemmes ikke kun om folketingets sammensætning den 13. november. Der stemmes også om fremtidens folkeskole for danskerne og deres børn!
Folkeskolen er en helt central og bærende uddannelsesinstitution i det danske samfund. I ly af de mange store reformer, som den siddende regering har gennemført, er der sket store forandringer indenfor denne skoleverden. Godt gemt bag uantastelige begreber som faglighed og kvalitet, har man skridt for skridt bevæget sig hen mod en markedsstyring af skolerne via virksomhedsmodeller, standardiseringer, nationale tests og kvalitetsrapporter. Både ledelse og lærere har mærket, hvordan bureaukratiseringen lægger beslag på mere og mere tid.
Mange håbede og troede, at indførelsen af begrebet »rummelighed« ville fungere som en magisk trylleformular. De øgede krav blev dog kun sjældent fulgt op af nødvendige ressourcer. Og i dag slås mange skoler derfor med de pædagogiske og arbejdsmiljømæssige konsekvenser.
Som en anden side af samme sag, mærker borgerne, eller skulle jeg kalde dem brugerne, også konsekvenserne af den ufinansierede kommunalreform, der tvinger de nye kommuner til at spare indenfor netop de borgernære funktioner. De kommunale strukturændringer har som ringe i vandet forplantet sig til ændringer af skolestrukturen med den dagsorden, at man skal have både mere kvalitet og faglighed for færre midler. Der bliver løbet stærkt og udvist en ufattelig høj grad af fleksibilitet på skolerne i disse år. Fleksibiliteten gælder ikke kun ledere og lærere. Også forældrene har vist en fantastisk tolerance, når man betænker mængden og kvaliteten af de lovforslag, som har regnet ned over folkeskolen.
Det må og skal kunne gøres bedre! Udfordringerne hedder derfor:
– Hvordan sikrer vi, at dygtige unge fortsat har lyst til at uddanne sig til lærere?
– Hvordan sikrer vi, at nøgleordene »ansvar« og »tillid« bliver bærende for lærerarbejdet?
– Hvordan fÃ¥r vi afbureaukratiseret skolernes dagligdag, sÃ¥ lærer og lederne kan bruge deres kvalifikationer og kompetencer til gavn for eleverne og ikke til unødvendig dokumentation og unødig kontrol?
Hvad mener din kandidat eller dit parti om fremtiden for folkeskolen i Danmark? Tag det med i dine overvejelser, når du sætter dit kryds tirsdag den 13. november!
Med håbet om et godt valg for den danske folkeskole! (Forkortet af redaktionen)
Med venlig hilsen
Lisbeth Bøwes
Kredsformand
Djurs Lærerforening
Kreds 134
Kilde: Grenaa Bladet
sof