Danmark er et af de lande i verden, som har de mindste indkomstforskelle, den laveste ledighed, den største sociale tryghed, og de største budgetter til det offentlige velfærd. Men det handler ikke kun om penge. Det handler også om nogle grundlæggende værdier i samfundet, som gensidig respekt, at tage et ansvar, og det handler om, at vi skal have et samfund, hvor der skal være en chance for alle.
Mulighederne i livet skal ikke afgøres af ens sociale baggrund. Det er desværre de mest udsatte børn, som i dag sjældent får en uddannelse. PISA-undersøgelsen fra 2003 viste, at 17% i skolen og hver tredje af de tosprogede, ikke læste godt nok til at tage en ungdomsuddannelse inkl. en erhvervsuddannelse. Det skal være muligt for alle at få en uddannelse, og al erfaring viser, at uddannelse er det bedste middel til at bryde den negative sociale arv.
Derfor er der i folkeskolen blevet stillet en række nye pædagogiske redskaber til rådighed for lærere og forældre, blandt andet test og læseplaner, som skal sikre, at alle elever får hjælp i tide.
Testene giver indblik i de stærke og svage sider og indgår i elevplanerne, som igen danner grundlag for en samtale med skolen, eleven og forældrene. Alt sammen så lærerne kan sætte ind med den rette hjælp. Og der hersker ingen tvivl om, at danske forældre er tilfredse med testene, hele 73% gav, i en meningsmåling lavet i august, udtryk for deres begejstring. Derudover er fokusen på faglighed og bedre vejledning blevet øget. Venstres uddannelsespolitik vil sikre, at der er lige chancer for alle, og vores mål er at mindst 95% af en årgang skal tage en ungdomsuddannelse i 2015.
Med venlig hilsen
Anne-Mette Winther
Christiansen (V)
MF og folketings-
kandidat for Venstre
Kilde: Grenaa Bladet
sof