Det virker som om de borgerlige partier bare lader tiden gå i sagen om lukningen af skydeterrænet i Hevring, og det er helt uacceptabelt. En eventuel Island-løsning er måske det, der skal til.
Ifølge forsvarsforliget skal Hevring lejren lukkes, men forsvaret har forsøgt at få ændret denne beslutning, således Hevring i fremtiden blive træningsområde for bl.a. jægerkorpset.
Der er truffet en beslutning, og den mener jeg ikke skal laves om. Det forventer jeg mit parti Socialdemokratiet står fast på, og derfor vil jeg forlange, at der umiddelbart efter valget laves seriøse undersøgelser over, hvor forsvaret kan træne sine jægersoldater fremover. Men det skal ikke være i Hevring. Området er for lille og støjproblemer har jeg ikke tillid til bliver løst. Jeg har som kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs overværet forsvarets præsentation af de aktiviteter, som de forestiller sig skal foregå i Hevring, og jeg er medunderskriver på det høringssvar fra kommunalbestyrelsen, som holdt fast i lukningen af Hevring. Min holdning er selvfølgelig uændret, hvis vælgerne stemmer mig ind i Folketinget. Forsvaret må pålægges at fremlægge en plan, der involverer vore NATO-allierede i et fælles øvelsesområde for jægersoldaterne, hvis ikke der kan findes en tilfredsstillende løsning på et af de øvrige øvelsesområder. Socialdemokraterne har før peget på Norge eller Tyskland, men jeg vil også gerne nævne Island nu. Amerikanerne har forladt Island og der er allerede indgået aftaler mellem Danmark og Island om et nærmere samarbejde i forbindelse med redningsaktioner. Jeg mener vi skal få undersøgt, om der er en islandsk mulighed, og der er ikke støjproblemer - og plads er der også nok af. Vi har et forlig med de borgerlige. Heri står der klart, at Hevring skal lukkes. Det betyder, at Hevring lukkes med mindre forligskredsen bliver enige om noget andet - og det er vi ikke. De borgerlige må acceptere, at der er et forligsparti, der forlanger forliget overholdt og det er helt uacceptabelt, hvis de ved at udskyde sagen måned for måned og år for år, blot venter på forliget udløber, hvorefter de vil starte på en frisk. Men den går ikke!
Med venlig hilsen
Leif Lahn Jensen
Folketingskandidat
for S i Djurs-kredsen
Kilde: Grenaa Bladet
sof