Syddjursportalen.dk

I dag er de fleste af læserbrevene om efterlønnen. Hér er det en lokal socialdemokrat, der har gode idéer til bevarelse af efterlønnen:

”Så er debatten skudt i gang – igen. Som almindelig borger og kommunalpolitiker gør jeg mig mange tanker om lige netop dette emne:

1) Kan man virkelig spare så mange penge, som det oplyses?
Jeg tvivler. Hvis en person ikke kan gå på efterløn, så kan det være, at han/hun i stedet skal på førtidspension, på sygedagpenge eller slet og ret på arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp. Dét vil betyde, at der er en udgift til det offentlige for én af disse ydelser. Og så er der jo ikke dén besparelse, der forventes. Men kun dén besparelse, der udgør forskellen. I øvrigt så betaler vi til vores egen efterløn. Det må da være bedre, at vi kommer på en ydelse, vi selv betaler til – end på en af de ydelser, der er fuldt offentligt finansieret.

2) Kommer der flere i arbejde?
Finansmnister Claus Hjort Frederiksen har meldt ud, at han forventer, der kommer ca. 80.000 flere i arbejde.
Jeg tvivler. Nu er det jo ikke sådan, at fordi man afskaffer efterlønnen, så kommer der fluks 80.000 nye arbejdspladser – hvor skulle de 80.000 ekstra arbejdspladser komme fra? Mon arbejdsgiveren i begejstring over afskaffelsen går ud og ansætter flere medarbejdere?

3) Vil vi få så stor en ekstra arbejdsstyrke, som Lars Løkke siger, at afskaffelse af efterlønnen giver?
Jeg tvivler. 8 ud af 10 efterlønnere kommer fra LO-området. D.v.s. det er borgere, der enten er ufaglærte eller faglærte. Det er håndværkere, rengøringsassistenter, hele sosu-området, detailhandlen, lager, produktion, post, metalbranchen, rigtigt mange timelønnede o.s.v. En del af dem vil ikke være i stand til at vende tilbage til (eller forblive i) arbejdsstyrken – i hvert fald ikke på fuld tid. Endnu har vi i Danmark en del arbejdsledige, selv om ledighedstallet er lavt. Nu er det jo sådan, at ledige i aktivering ikke tæller med i statistikken – derfor er de reelle arbejdssøgende meget større end de arbejdsløshedstal, der meldes ud. Lad os nu se på, hvor stor den reelle arbejdsløshed er, og dermed hvor stor en arbejdskraftreserve, vi har – og lad os så først og fremmest give plads til de mange, mange kompetente ledige medborgere, der ønsker at komme ind på arbejdsmarkedet.

4) Har vi styr på de offentlige budgetter?
Lene Espersen - og Liberal Alliances Anders Samuelsen - har meldt ud, at de vil give skattelettelser.
Jeg tvivler. Hvis dén besparelse, der opnås ved at fjerne efterlønnen, skal gå til at finansiere skattelettelser (til de højtlønnede og virksomhedslederne), så får vi da ikke styr på de offentlige finanser. Hvad vil du så helst? Beholde efterlønnen og ”skrotte” skattelettelserne – eller give skattelettelser og ”skrotte” efterlønnen? Jeg véd godt, hvad jeg vælger.

5) Og så er der mit allerstørste ”skrækscenarie”, som ingen endnu har forholdt sig til.
Lad mig give et eksempel! Hvis du som medarbejder bliver opsagt som f.eks. 61-årig og ikke kan skaffe dig et andet job, så er der jo mulighed for arbejdsløshedsdagpenge i op til 2 år (vel og mærke hvis du har betalt til en arbejdsløshedskasse). D.v.s. indtil du er 63 år. Da pensionsalderen i takt med afskaffelse af efterlønnen bliver f.eks. 70 år – så har du altså 7 år, inden du har en ret til pension. Hvad skal du så leve af i 7 år? Jo, du kan jo søge kontanthjælp. Men hvis du har lidt på kistebunden – f.eks. en opsparing eller et hus – så kan du ingenting få, før du har spist dine mursten. Altså ”tvinges” du til at sælge dit hus og spise pengene op – eller bruge dine opsparede penge, for at få kontanthjælp. Jeg FRYGTER for, hvor mange der kan komme i dén skrækkelige situation. Hvis du er gift, skal din ægtefælle forsørge dig (indtil hans/hendes penge slipper op). Så kan I sammen gå på kontanthjælp – hvis huset er solgt og opsparingen spist op. Er dét er værdigt valg eller et værdigt tilbud til dig, der har arbejdet måske mere end 40 år?

6) Hvad kan vi så gøre?
Vi kan bidrage på en anden måde. Lad os nu sammen finde løsninger, så vi kan fastholde efterlønnen! Jeg tror, at rigtigt mange mennesker godt til betale mere i efterlønsbidrag pr. måned for at sikre efterlønnen. Dét kunne være en del af løsningen. Efterlønsbidrag kan måske sikres ved overenskomstforhandlingerne. Dét kunne også være en del af løsningen.

7) Vi kan give ret til delefterløn.
Vi kan ”tvinge” en ret til delefterløn igennem. Hvis jeg som 62-årig har ret til at gå på halv tid og så supplere med halv efterløn, så tror jeg, at jeg – og mange med mig – vil vælge at blive på arbejdsmarkedet flere år. Dét kunne også være en del af løsningen.

Så ad frivillighedens vej – og gennem attraktive muligheder – skal vi nok både kunne bevare efterlønnen og skaffe flere hænder til arbejdsmarkedet. Så håber vi, at der fortsat vil være gang i beskæftigelsen, så der bliver brug for de ekstra hænder. Hvis jeg går på deltid og delefterløn, så bliver der jo også plads til en ledig. Alle vinder på dette. HELE 3 vindere på én gang. Arbejdsgiveren har to kompetente medarbejdere i stedet for én, den 62-årige har et deltidsjob og sin delefterløn og den ledige et job og en tilknytning til arbejdsmarkedet.
DERFOR – herfra en opfordring til at tænke kreative løsninger, så vi kan bevare efterlønnen og et værdigt valg og et værdigt tilbud til dig, der har tjent arbejdsmarkedet gennem rigtigt mange, mange år.”

Kilde: Skrevet af S-byrådsmedlem Bente Hedegaard fra Auning i Lokalavisen d. 11. januar.

/Bjarke & Rex.