Der skal være valg til Europa-Parlamentet d. 13. juni. Det er et vigtigt valg, og det handler ikke om ja eller nej til EU. Europa-Parlamentet arbejder derimod med konkret politik, som har betydning for os alle.
Gennem mit arbejde i parlamentet har jeg f.eks. fået indført et Europæisk Sygesikringskort, der trådte i kraft 1. juni i år, og som vil gøre det langt lettere at få læge- og hospitalsbehandling, når man opholder sig længere tid i et andet EU-land.
Jeg har også arbejdet for at skabe sikre vilkår for eksportchaufførerne, når de overnatter på rastepladser i Europa. Det er nødvendigt med større sikkerhed for disse »hverdagens helte«, som binder EU’s Indre Marked sammen. Og det kan kun sikres gennem EU. Desuden har jeg presset på for EU-støtte til bedre undervisning af børn og voksne med handicap - og fået det gennemført.
Det er sådanne ting Europa-Parlamentsvalget d. 13. juni handler om. Det handler om politik!
Med venlig hilsen
Anne E. Jensen (V)
Medlem af Europa-
Parlamentet og nr. 2
på Venstre’s liste
Kilde: Grenaa Bladet
Rex