Michael Aastrup Jensen, tidligere Venstre-borgmester i Randers og nuværende Venstre-medlem af Folketinget for Østjylland, begrunder hér hvorfor en fast Kattegat-forbindelse kun kan komme for langsomt.
Michael Aastrup Jensen.
|
"En fast forbindelse over Kattegat vil ikke bare forkorte transporttiden mellem Østjylland og hovedstaden, den vil også styrke dansk økonomi. En veludbygget infrastruktur er afgørende for at skabe et samfund, som fremmer balance og økonomisk vækst. Konklusionen er derfor klar: Det er på tide at sige ja til en Kattegat-forbindelse!
Selv i de økonomisk trange tider, som for tiden præger landet, vil en broforbindelse tværs over Kattegat være en fornuftig investering. Den vil tilmed gavne både Østjylland og Danmark. Det bekræftes i en spritny rapport, som Rambøll har udarbejdet for Kattegat-komiteen.
Alternativet til en Kattegat-bro er, at der skal investeres 91 milliarder kroner i blandt andet nye veje og motorvejsspor frem mod 2050. Med en fast Kattegat-forbindelse vil investeringsbehovet kun ligge på 47 milliarder kroner. Det må derfor siges at være en god forretning.
En tættere sammenkobling af Øst- og Vestdanmark vil samtidig betyde, at togpassagerer kan rejse mellem Aarhus og København på én sølle time. I det hele taget vil det være langt lettere og hurtigere for alle at bevæge sig på tværs af landet. Det åbner op for store perspektiver, ikke mindst hvad angår tiltrækning af nye virksomheder til det østlige Jylland.
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Kattegat-forbindelsen ifølge analysen vil nedbringe forsinkelser på vejnettet med, hvad der svarer til 7.300 fuldtidsstillinger pr. år i 2030. Samtidig aflastes motorvejene i blandt andet Jylland og på Fyn. Det gavner i sidste ende væksten og erhvervslivet i Østjylland. Gode transportforhold er nemlig lig med bedre vilkår for virksomhederne.
Hvis Østjylland fremover skal være en region præget af fremgang og succes, er det nødvendigt med handling. Argumenterne imod en Kattegat-forbindelse er faldet til jorden en efter en. Til gengæld fremstår en fast broforbindelse over Kattegat mere og mere som en visionær og fremsynet beslutning. Det er derfor på høje tid, at Folketinget beslutter at etablere en Kattegat-forbindelse. Jo før, jo bedre."
Kilde: Michael Aastrup Jensen (V), MF, i Adresseavisen Syddjurs, torsdag d. 25/10.
/Bjarke.