I de godt 4 år, Netavisen foreløbig har eksisteret, har vi temmelig mange gange haft Kolindsund ”oppe at vende”. Og også længe før dét har diskussionen været ført heftigt for og imod oversvømmelse/afvanding.
Nu er den helt oppe at ringe igen, bl.a. fordi ihærdige kræfter trods politisk ulyst både i Grenå og Midtdjurs – og Nørre Djurs, såmænd – har fået indføjet Sundet som et spændende turistaktiv som et naturligt ”vandland” i forslaget til ny turismehandlingsplan, der indtil efteråret er i offentlig høring.
Derudover bragte vi forleden et forslag om Kolindsund som vandområde, som en mand fra Ebeltoft har sendt til Århus Amt. Dette forslag får en højst ublid medfart i det følgende:
”Endnu engang har Kolindsund måttet stå for skud – denne gang i et indlæg fra en hr. Eigil Holm Nielsen, Gl. Stationsvej 24, Ebeltoft, som har foreslået amtet, at Kolindsund oversvømmes, og der udlægges arealer til fritidsgrunde, feriecenter, vandland m.m.
Det er beskæmmende endnu en gang at se det dejlige område i Kolindsund blive brugt som løftestang for alle mulige og navnlig umulige ”projekter” – denne gang i form af et konkret skrækscenarium.
Hr. Eigil Holm Nielsens indlæg afslører imidlertid en beklagelig mangel på viden om de forudsætninger, som vil være afgørende for en vellykket oversvømmelse af området.
De miljømæssige konsekvenser er svært overskuelige. F.eks. vil indholdet af N2 og NH3 – tillige med de fosforholdige forbindelser, som landbrugets anvendelse af kunstgødning, gylle og slam befordrer – hindre udviklingen af et naturligt økosystem.
Resultatet vil efter al sandsynlighed at dømme blive en grumset boblende algepøl – navnlig i de varme somre, hvor vandtemperaturerne i de lavvandede områder vil blive uacceptabelt høj. Et eldorado for myg – og dermed næppe for turister eller fastboende! Alene ud fra en biologisk betragtning er Kolindsund-problematikken vanskelig, og det er aldeles ødelæggende for en frugtbar debat, når tilfældige ”idémænd” markedsfører projekter, som savner et sagligt forsvarligt grundlag i såvel biologisk som planfaglig henseende.
Det hidtil bedst kvalificerede indlæg i Kolindsund-debatten kommer fra landskabsarkitekt Rikke Kroier, som for nogle år siden udarbejdede et projekt med 3 scenarier for en oversvømmelse af Kolindsund. Projektforslaget var overordentligt talentfuldt og særdeles gennemarbejdet, men påkaldte sig af uforklarlige grunde ikke nogen politisk interesse.
Hr. Eigil Holm Nielsen kunne med fordel have sat sig nærmere ind i dét projekt, inden han fremlagde sit luftige forslag i forbindelse med revisionen af regionplanen. Selvom et ”turistprojekt” som foreslået burde kunne få en hvilken som helst turistchef til at slå ud med arme og ben, bør hr. Eigil Holm Nielsen alligevel sætte sig nærmere ind i den turistfaglige situation i almindelighed og for det østjyske område i særdeleshed.
Inden han går videre, kan han med fordel konsultere landskabsarkitekt Rikke Kroier, som har et godt detailkendskab til Sundet, ligesom han bl.a. bør konsultere nogle biologer, som kan bidrage med den fornødne detailviden med henblik på at søge de nærmere miljømæssige konsekvenser belyst. Efter indlægget at dømme vil hr. Eigil Holm Nielsen formentlig gerne vælges ind i ét eller andet, og dét skal være ham vel undt.
Men mærkesagen skal være ordentligt gennemtænkt og gennemarbejdet.
Forslagsstilleren er formentlig grebet af 4-års-psykosen. Hvert 4. år vælter det ud med forslag fra politiske kandidater, og det er i vidt omfang turisterhvervet, der må holde for. Efter 4 års dvale ser de pludselig syner i form af campingpladser, flere sommerlande, attraktioner, vandrerhjem, ”fyrtårne”, feriecentre – turister og euro – arbejdspladser og EU-støtte.
Lidelsen kendetegnes ved nærmest feberagtige armbevægelser – store projekter, som skal gennemføres – og altid for andres penge…! Psykosen nærmer sig ren eufori i tiden op til valget, men dagen efter er alle forslagene glemt. Som ved et rent trylleslag er kandidaten blevet helbredt.
Til alt held er lidelsen ikke livstruende, men i værste fald kan den blive alvorlig for omgivelserne, hvis blot nogle af synerne skal virkeliggøres.
Kolindsund fortjener bedre.
Der er tale om både store naturværdier og betydelige landbrugsmæssige interesser, som ikke bare skal underkastes forsimplede politiske valgluner. Kolindsund er en naturperle; dog trænger perlen til en kraftig polering, men den bør ikke knuses af vulgær masseturisme, som foreslået.”
Skrevet af arkitekt M.A.A. Knud Simonsen fra Djurs Hytteby i Nimtofte
Kilde: Rex
rex