Der er brug for massiv satsning på efteruddannelser og omskoling, hvis det danske samfund skal have råd til velfærd i fremtiden, mener en socialdemokrat i det følgende indlæg:
”Når man følger den politiske debat, kan man af og til undre sig over, hvad det er, der sætter den politiske dagsorden. Hvem er det, der populært sagt har serveretten og bestemmer, hvad der skal debatteres? Er det politikerne, er det journalisterne, eller er det den almindelige dansker?
Når nu ordet politiker betyder sendebud, kunne man fristes til at tro, at den politiske debat er fuld af debatønsker fra folket, men desværre forholder det sig ikke på dén måde.
Senest er det pensionsalderen, der er blevet sat til debat. Frygten for, at der er folk nok på arbejdsmarkedet, har fået Velfærdskommissionens økonomer til at pege på, at en hævelse af efterløns- og pensionsalderen kunne være en god idé.
Jeg er meget enig i, at der stadig er en betydelig skævhed i antallet af dem, som forlader arbejdsmarkedet og dem, som er på vej ind, men jeg mener ikke, at måden at ændre dette forhold på går over at forringe pensionsudsigten. Ser vi på tendensen på arbejdsmarkedet i øjeblikket, så er det stadig sådan, at en betydelig del af dén gruppe, som går på efterløn, faktisk føler sig pressede til at gå. Ser vi på dén gruppe, som ”satte” politikere ofte kalder det grå guld, så er det ikke alle i dén alder, der oplever, at de af arbejdsmarkedet generelt bliver opfattet som guld.
Globaliseringen flytter rundt på arbejdspladserne, og i øjeblikket ser det ud til, at Danmark taber noget i dette spil. Mange virksomheder lader produktionen flytte, fordi der er en umiddelbar hurtig gevinst at hente. Vi skal derfor have skabt flere arbejdspladser. Vejen til flere arbejdspladser hedder imidlertid ikke løn-dumping og højere tilbagetrækningsalder, som vi har set det andre steder i Europa. Vejen går via uddannelse – uddannelse, og så lige lidt mere uddannelse.
I alt for lang tid har vi på alle niveauer været nærige og påholdende med at udvikle tilstrækkelige tilbud. Det gælder naturligvis den store gruppe, som aldrig fik mulighed for at trække på deres ”uddannelseskonto”, men det gælder naturligvis også en generel efteruddannelse af medarbejdere uanset erhverv.
Den bedste måde at forsvare og sikre en god pension hedder uddannelse og forskning, det hedder ikke højere pensionsalder, som regeringen/de konservative støtter. Der skal skabes en basis for at sikre en stærk økonomi til at skaffe grundlaget for at forsvare den nuværende pensionsalder – der skal være en klar vilje til at skaffe langt flere arbejdspladser, som er en forudsætning for fremtidens velfærd, og der skal være en klar vision for et samfund, hvor der er plads og ikke mindst overskud til at tænke på andre end sig selv. Når de konservative derfor med den ene hånd siger: ”Ned med skatten” specielt til fordel for de velbjærgede og med den anden siger: ”Op med pensionalderen”, så fortæller det på en ganske klar måde, hvordan regeringen tænker.
Det siger Socialdemokraterne nej til. Der er ikke plads til hurtige og populistiske hovsa-løsninger.
Velfærd for alle kommer ikke af sig selv. Velfærd er ikke noget, man kan købe for en skattelettelse på 200 kr. om måneden. Velfærden er selve måden, vi vil indrette vores samfund på.
Socialdemokraterne tager gerne ansvar for det danske velfærdssystems grundtanke, nemlig at der skal være plads til anstændighed for alle. Det er ikke så underligt, for dét velfærdssamfund, vi har i dag, har en klar socialdemokratisk arkitektur.
Og lad os da bare sige det, som det er! Det er præcis dét, regeringen og de konservative ønsker at forandre.”
Skrevet af den socialdemokratiske folketingskandidat Lars Bang fra Gassum i Randers Amtsavis d. 4. september
Kilde: Randers Amtsavis
Rex