Også efter mange menneskers opfattelse på Djursland er der efterhånden ved at være svinefarme overalt, selv i de smukkeste områder. Derfor har vi valgt at bringe følgende indlæg, selv om det er skrevet af en dame fra Purhus:
”I Purhus Kommune er der gennem de seneste måneder søgt om tilladelse til udvidelse af mindst tre store svinefarme beliggende i umiddelbar nærhed af et stort naturområde med vandløb, der leder direkte via Skals Å op i Hjarbæk Fjord.
Der stilles en række betingelser og miljøkrav i forbindelse med sådanne udvidelser, og såfremt disse overholdes (hvad man må gå ud fra), stilles der ingen hindringer i vejen for udvidelserne.
Danmarks Naturfredningsforening har imidlertid dén holdning, at det må være naturligt at arbejde på at forhindre flere udvidelser i naturfølsomme områder, idet der stadig kan se uforudsete uheld i produktionsanlægget med ubodelig skade på miljøet til følge.
Dernæst mener vi ikke, at store dominerende svinefabrikker med diverse siloer og gylletanke hører hjemme i naturskønne områder – undertiden endda tæt på habitat- eller ramsarområder.
Et andet problem er den øgede trafik med både svin, gylle og div. landbrugsprodukter, der er nødvendig for produktionen, og som kan være en stor belastning for folk, der bor i nærheden.
Danmarks Naturfredningsforening har nogle visioner om på længere sigt at skabe større sammenhængende natur over det ganske land, bl.a. ved hjælp af såkaldte spredningskorridorer langs vore vådområder (vandløb, søer, moser og enge). I dén forbindelse ville det være ønskeligt, om politikerne kunne indse nødvendigheden af en opstramning af reglerne, hvad angår udvidelser af svinefarme og deres beliggenhed.
Måtte der snart gå et lys op for vore politikere! Der skal ændres på reglerne! Der må tages højde for beliggenhed i langt højere grad, end tilfældet er nu! Amterne skal have bedre materiale at arbejde med!
Der skal tages meget mere hensyn til naturen og ikke til omsætning!”
Skrevet af formanden for Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling for Randers, Langå og Purhus, Bente Norden Storm fra Væth ved Langå, i Randers Amtsavis d. 7. september
Kilde: Randers Amtsavis
Rex