Endnu engang bringer vi et indlæg, der slår til lyd for en sammenlægning af alle 8 kommuner på Djursland. Der er en mand fra Midtdjurs, der skriver:
”Naturpark Djursland. Er det dét, som vi vil have her på Djursland?
Nej, det tror jeg ikke, vi vil. Men det vil byrådene i Århus og Randers så gerne – skal de så have lov til det? Nej, mener jeg, men for at undgå det er vi nødt til at stå sammen hér på Djursland og ikke skabe splittelse.
De eneste vindere vil blive Århus og Randers, og det har befolkningen på Djursland ikke fortjent, men det er der jo desværre en del byrådsmedlemmer på den sydlige del af Djursland, der mener, at de har.
Det er ikke for sent endnu, men byrådsmedlemmerne må se at vågne op til virkeligheden, som den er i dag og gennemføre en politik med visioner og langsigtede mål.
En deling af Djursland i syd og nord eller øst og vest er for mig at se både kortsynet og egoistisk, så lad os nu få en slagkraftig Djurslands-kommune – det er jo dét, vi unge vil have.”
Kilde: Skrevet af Gert Haue Jensen fra Nødager i Randers Amtsavis d. 10. september
/Rex