Dansk Folkepartis mand i Grenå Byråd slår endnu engang til lyd for, at Grenå Kommune bruger ældrepengene fra staten til ældreområdet frem for som nu at putte dem i kommunekassen. Han skriver:
”Under finanslovsdebatten i Folketinget tirsdag d. 7. september tordnede socialdemokraten Nicolai Wammen frem med beskyldninger mod Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl om, at DF ude i kommunerne forringer vilkårene for de ældre. Dette på trods af, at Nicolai Wammen udmærket godt véd, at DF har fået forhandlet en ældrepakke på plads, der begunstiger Grenå med et beløb på mere end to mio. kr. både i 2002, 2003 og 2004 og noget mere til det kommende budget 2005.
Samme dag havde Grenå Byråd møde kl. 17, hvor man under punkt 136 behandlede en sag om ressourcer til pleje og omsorg på plejehjem. Det drejede sig om, at serviceniveauet fastholdes på 0,69 og ikke – før den socialdemokratiske nedskæring – på 0,7. Jeg gjorde i salen opmærksom på, at med tilskud fra staten på de 2.052.000 kr. kunne man sagtens tilbageføre service-niveauet til 0,7. Socialdemokrat Erik Hoberg udtalte på samme møde, at nu gad han ikke høre mere om dét pjat om tilskud fra staten til de ældre. Pengene kommer direkte i kommunekassen og dermed basta – for havde man ikke fået tilskuddet, så var serviceniveauet blevet endnu ringere.
Det vil så sige, at socialdemokraternes ældrepolitik i Grenå er den direkte årsag til socialdemokraternes angreb på DF i Folketinget, og det vil igen sige, at der overhovedet ikke er fodslag og enighed i dét parti, der påberåber sig at stå for de ældres velfærd.
Lad os gå lidt tilbage i tiden, helt præcist til et vælgermøde d. 13. november 2001 i Kulturhuset. Hér sagde socialdemokrat Erik Hoberg:
”Der skal være kvalitet i ældreplejen! Det skal være trygt at være gammel i Grenå! Aktivt liv i den tredje alder! Serviceplan for de ældre! Og godt samarbejde mellem plejehjem og sygehus”. Ja, det var dén gang, men hvordan passer det med socialdemokraternes nedskæringer?
Sidste udtalelse fra Erik Hoberg var på TV2 Østjylland i sidste uge, hvor han sagde, at nedskæringerne var acceptable, men at nu kan der heller ikke skæres mere. Netop derfor bør vi i år tilføre ældreområdet de penge, regeringen og DF har forhandlet sig til rette om, at Grenå skal have for at kunne stabilisere servicen for de ældre hér i Grenå.”
Skrevet af DF-byrådsmedlem i Grenå, Bent Andersen fra Grenå, i Randers Amtsavis d. 14. september
Kilde: Randers Amtsavis
Rex