Imens folk over det meste af Djursland diskuterer ét Djursland eller ej, raser debatten videre i Sønderhald om, hvem man skal lægges sammen med.
I Assentoft-området er der som bekendt en stor del af borgere, der helst så deres kommune indgå i en Randers-kommune, men hos byrådet har man bidt sig fast i at ville lave en Rougsø-Sønderhald Kommune. Denne beslutning får følgende kommentar med på vejen:
”Byrådet i Sønderhald holdt d. 23. september et velbesøgt borgermøde om den kommende kommunalreform.
Borgmester Kirsten Würtz tog på det kraftigste afstand fra at blive beskyldt for at ville føre sognerådspolitik.
Hvis ”sogneråd” er lig med manglende visioner, smålighed, fornægtelse af fakta, fastholdelse i det kendte, mangel på sammenhæng og en fokusering på hvor mange byrådsmedlemmer, der vil fastholde deres taburet i en ny storkommune, ja, så var store dele af byrådet at sammenligne med et sogneråd.
Borgmester Kirsten Würtz taler ikke sandt, når hun påstår, at opgaverne for de kommende kommuner ikke er kendte. Lovgivningen er ikke på plads, men opgaverne, som skal tilføres kommunerne, er definerede.
Byrådsmedlem Kresten Kold taler til det mest smålige i borgerne, når hans hovedargument for en Rougsø-Sønderhald-løsning er, at man i Randers betaler mere i skat end i Sønderhald. At påstå, at de nye opgaver er uden betydning og vækstpotentiale, er også at tale mod (forhåbentlig) bedre vidende.
Formanden for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Arne Kromand Hansen, taler mod (forhåbentlig) bedre bedre viden, når han påstår, at de kommende opgaver kan løses på et bæredygtigt grundlag i en Rougsø-Sønderhald Kommune.
Strukturkommissionen har fastslået, at selv med de nuværende opgaver skal kommunerne have en størrelse på ca. 20.000 indbyggere for at sikre faglig og økonomisk bæredygtig opgavevaretagelse i fremtiden!
Hvordan tror byrådet, at det nuværende serviceniveau kan fastholdes, hvis Sønderhald alene slås sammen med en kommune med højere skatter, mere gæld og bestemt ikke et højere serviceniveau?
Og hvorfor skal der ikke sigtes mod at få et højere serviceniveau som i Randers, bl.a. inden for kultur, idræt, ældreområdet, daginstitutioner og infrastruktur.
Hvorfor vil byrådet ikke være med til at løfte i flok til alles bedste? Hvordan kan det være, at byrådet ikke tager udgangspunkt i de opgaver, som nu med sikkerhed bliver placeret i de kommende kommunale enheder? Opgaver, der kræver et befolkningsgrundlag på ca. 30.000.
Bl.a. Nørhald Kommune har set skriften på væggen og erklæret, at nu, hvor opgaverne er defineret, er en samling af små landkommuner ikke tilstrækkelige til at løfte opgaverne på et økonomisk og fagligt bæredygtigt grundlag.
Rougsø og Sønderhald hører også naturligt sammen med det øvrige Kronjylland.”
Skrevet af Henrik Traberg fra Assentoft
Kilde: Randers Amtsavis d. 1. oktober
Rex