Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Vi skal lære af Irland

Irerne har løst problemerne med passiv rygning

Vi skal lære af Irland
”Irerne har forbudt rygning i det offentlige rum, og det virker tilsyneladende rigtig godt”

De fleste rygere ved godt, at rygning er usundt. Masser af rapporter dokumenterer dette faktum i årevis, og glædeligt er det, at denne viden tilsyneladende er ved at slå igennem på antallet af rygere. Gennem efterhånden mange år har vi faktisk også siddet inde med en ganske solid viden om passiv rygning. Man taler jo om passiv rygning, når andre end rygeren selv udsættes for og indånder tobaksrøg.

Forskerne har i de senere år rettet deres blik mod den passive rygning, først og fremmest for at undersøge om passiv rygning - ud over de velkendte gener - indebærer en sundhedsrisiko. To arbejdsgrupper nedsat af Tobaksskaderådet har vurderet de helbredsmæssige konsekvenser af passiv rygning. Omfanget af passiv rygning er stort - så stort, at det er nødvendigt at tage problemet alvorligt. Mange undersøgelser har tillige vist, at både rygere og ikke-rygere bliver generet af røgen. En undersøgelse helt tilbage fra 1993 viser f.eks., at ca. 40 pct. af de erhvervsaktive ikke-rygere i en eller anden grad bliver generet af andres røg. De mest almindelige gener er dårlig lugt i lokalet - lugt i hår og tøj - irritation af øjne og luftveje – hovedpine og hoste. En samlet analyse af de 18 eksisterende store befolkningsundersøgelser om passiv rygning og lungekræft viser, at passiv rygning medfører en forøgelse af risikoen for at udvikle lungekræft. Der er endnu foretaget for få undersøgelser til at afgøre, om der findes en sammenhæng mellem passiv rygning og andre kræftformer. Derimod tyder de hidtidige undersøgelser på, at passiv rygning kan medvirke til en forøget risiko for åreforkalkning i hjertets kranspulsårer og dermed kan medføre blodpropper.

Man kan naturligvis vælge at sidde disse informationer overhøring. Man kan af bekvemmeligheds og sociale årsager beslutte sig for ikke at gøre noget. Men når man nu har en ganske solid viden på området, så påtager man sig man sig som politiker et betydeligt ansvar, hvis man beslutter sig for ikke at gøre noget. Jeg har lige været i Irland, og det var en på alle måder god oplevelse. Nå, tænker læserne måske, skal dette indlæg nu laves om til en rejsebeskrivelse? Nej, emnet er stadig passiv rygning. Irland er en spændende ø med en interessant historie også i forhold til Danmark. Og sikke et folkefærd, de er stolte af deres kultur, og de ved noget om, hvordan man holder fast i en musikalsk arv – uden det bliver kedeligt. Den første dag indtog vi vort aftensmåltid på en traditionel irsk pub. God mad og irsk musik krydret med et koldt glas Guinness, jo stemningen var i orden. Der gik imidlertid lige et stykke tid, før vi rent faktisk opdagede, hvad det var, der var helt anderledes. Der var ingen, der røg inde i lokalet. På trods af, at lokalet var stuvende fuldt, så var der et behageligt indeklima. Rygere var der naturligvis masser af – også blandt musikerne, men også de havde indrettet sig således, at de 3 tilbageblevne sagtens kunne spille ”The wild Rover”, altså den oprindelige udgave af De gyldne Løvers: ”Jeg tager aldrig på valsen igen”, mens den 4. musiker lige gik udenfor og tog sig en smøg. ”No problem” var den typiske kommentar, når jeg spurgte om, hvordan det var gået med den nye lov.

Irerne har altså forbudt rygning i det offentlige rum, og det virker tilsyneladende rigtig godt. Tiden er inde til, at vi i Danmark træffer en lignende beslutning. Vi skal naturligvis ikke gøre for at drive heksejagt på rygerne. Vi skal gøre det, fordi det på både kort og lang sigt vil give en store gruppe et betydeligt sundhedsmæssigt løft.

Lars Bang – Folketingskandidat for Socialdemokraterne i Århus amt
Smededamsvej 6 – 8981 Spentrup

Kilde:

Lars Bang


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam