Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Regeringen glemmer de arbejdsløse

Sandheden er, at Venstre har tabt kampen om arbejdsløsheden..

Regeringen glemmer stadig de arbejdsløse

”.. sandheden er, at venstre har opgivet kampen mod arbejdsløsheden, en kamp som de desværre aldrig tog rigtig alvorligt..”

Hverken den såkaldte forårspakke eller beskæftigelsesministerens forsikringer har effektivt formået at skabe flere arbejdspladser. Det er desværre det glasklare billede, som landets arbejdsmarkedsråd tegner. Regeringen havde ellers lovet at knække årets støt stigende arbejdsløshedskurve. Regeringen har lovet at skabe 25.000 jobs i 2004, men med de seneste arbejdsløshedstal og udmeldinger fra arbejdsmarkedsrådene, er der desværre ikke meget, der tyder på, det vil lykkes. Selvom beskæftigelsesministeren forsøger at tale arbejdsløshedstallene lavere, så er sandheden, at arbejdsløsheden fortsat stiger.

Derfor er der brug for en stærkere indsats, der er behov for en politik der virker, der er behov for nye kræfter. En rundspørge foretaget af Dagbladet Børsen viser, at 11 ud af landets 14 arbejdsmarkedsråd ikke ser nogen muligheder for jobvækst de næste måneder. Flere af dem venter endda øget ledighed i den kommende tid. Gang på gang har socialdemokraterne gjort opmærksom på det stigende arbejdsløshedsproblem, vi har anvist løsninger, vi har foreslået initiativer, der virker, men beskæftigelsesministeren hører intet, og finansministeren har valgt ikke at ville lytte.
Regeringen venter passivt på det internationale opsving og glæder sig over at have givet danskerne skattelettelser, alt imens oliepriserne gang på gang slår verdensrekord og dermed ”spiser” af både skattelettelser og opsving.

Socialdemokraterne har derimod konkrete bud på, hvad der kan gøres for at bringe flere i arbejde. Vi ved af erfaring, at arbejdsløshed i enhver afskygning skal tages alvorligt.
Både på uddannelses- og forskningsområdet er der helt oplagte muligheder for at yde en ekstra indsats og derved sikre flere arbejdspladser. Ligesom en fremrykning af de offentlige investeringer også ville skabe flere jobmuligheder. Med vores initiativer har Socialdemokraterne vist vejen til, hvordan vi igen kan skabe arbejdspladser, ligesom vi gjorde det i 90erne, da vi nedbragte arbejdsløsheden fra ca. 350.000 til ca. 140.000.
Under denne regering er arbejdsløsheden steget fra ca. 140.000 til ca. 180.000 arbejdsløse. Og det fortsætter – desværre.

Regeringens forskellige ministre taler ved festlige lejligheder om den negative sociale arv og den ”beklagelige” arbejdsløshed, men det bliver ved den tomme snak. For sandheden er, at venstre har opgivet kampen mod arbejdsløsheden, en kamp som de desværre aldrig tog rigtig alvorligt. De kaldte deres kur ”fornyelse og forandring”, vi ved nu, at medicinen hed ”liberal letsindighed”. Og Danmarks Statistik bekræfter måned for måned, at hverken kur eller medicin virker.

Lars Bang – Smededamsvej 6 – 8981 Spentrup
Folketingskandidat for Socialdemokraterne i Århus amt.

Kilde:

Lars Bang


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam