En mand fra Randers gør sig følgende betragtninger om de omprioriteringer, der skal ske i vores samfund, hvis velfærden skal bevares:
”Der står respekt om den nordiske velfærdsmodel. Også i den danske udgave: ”et samfund, hvor staten har forpligtet sig til i stor udstrækning at sørge for, at intet menneske lider økonomisk eller social nød”.
Der er ofte fokus på, hvem der skal have æren for projektet. Socialdemokraterne har aldrig været i tvivl. I hvert fald har man været arkitekten, siger man lidt beskedent, men mener vist bygherre.
Det tætte samarbejde med de radikale i de fleste årene tales der ikke meget om.
De radikale har dog med mandater og regeringsdeltagelse været med i det lange seje træk. Dertil kommer, at de radikale ofte har været formidleren over midten. De har i nogle tilfælde også medvirket til et indhold, så flere partier er blevet inddraget forpligtende.
Igennem mange år har der været bred opbakning til velfærdsstaten: udbygning og vedligeholdelse. Måske er målgruppen på nogle områder blevet for bred for at få love igennem Folketinget? I bekræftende fald kan der justeres – tør man dét?
En mindre vælgerundersøgelse forleden om valgtemaer til næste folketingsvalg (analyseinstituttet Vilstrup) viste endnu en gang, at sygehusene, ældreomsorg, udlændinge, ledighed og børnefamiliers vilkår ligger højest. Skat kommer lige efter i kraft af mændene.
Det ser ud til, at kvinderne godt vil betale for velfærd. Det vigtigste svar i undersøgelsen er, at disse valgtemaer har interesse med stort set samme styrke blandt alle partiernes vælgere.
I en tid, hvor partierne har få medlemmer, må man håbe, at de vejledende vil støtte sig på vælgerundersøgelser, så der skabes grundlag for debat om de velfærdsspørgsmål, der optager mange af os i hverdagen. Også mellem valgene. De sidste tre uger inden et folketingsvalg er et dårligt tidspunkt til drøftelse af store spørgsmål.
Ét af de spørgsmål, der trænger sig på, er, om forudsætninger for den enkelte ydelse fortsat er til stede. Vi lever jo i et samfund i forandring, hvor flere borgere gennem deres ansættelsesvilkår har bedre mulighed for at klare tilværelsen uden om fællesskabets tilbud – og gør det. Vælgerundersøgelsens interesseområder, valgtemaer, kan være et udtryk for ønske om ændringer på del-områder.
Det er som bekendt lettere at udvikle nye støtteformer end at afvikle samme, når tid er.
Det er uheldigt, da afvikling på nogle områder kan være forudsætningen for at bevare velfærden på andre. Ikke mindst i forhold til de svageste grupper.
Jeg er naturligvis opmærksom på, at velfærdskommissionen arbejder og formentlig meddeler sine resultater i 2006, men vedligeholdelse af velfærdsstaten er en permanent proces.
Opbygningen af velfærdsstaten er foregået over en række tiår. Det har været karakteristisk, at befolkningssammensætningen i mange år var ret énsartet: forholdsvis mange socialt-økonomisk svage.
Dertil kom, at de sociale spændinger mellem ”givere og modtagere” i de mange sogneråd/kommuner var stærke. Det har været belastende at være sognet til byrde. Der var gode grunde til, at velfærdsstaten skulle være for de mange.
Jeg erindrer, at det i midten af 19960`erne blev betragtet som et stort fremskridt, at skibsreder A. P. Møller nu også var berettiget til folkepension. På dét tidspunkt så man bort fra, at han havde lidt ved siden af. Nu kunne man være bekendt at modtage pensionen. Det var ellers en æressag at kunne klare sig selv.
Få år forinden kunne man miste valgretten til de kommunale valg ved modtagelse af særlig forsorgshjælp.
Det er derfor forståeligt, at ikke mindst socialdemokraterne har virket for at opnå mindre ulighed gennem velfærdsstatens indhold – og også vil gøre det fremover. Jeg håber på bred opbakning.”
Skrevet af Preben Jensen fra Randers
Kilde: Randers Amtsavis d. 23. oktober
Rex
05/05 2023
