I dag bringer vi et enkelt indlæg fra samfundsdebatten, der ikke har noget specielt med Djursland at gøre. Det drejer sig om en debat, der kører lige nu i anledning af integrationsministerens svada forleden mod Pinsekirkens påståede menneskefiskeri blandt muslimer i Danmark.
Hos Kristendemokraterne er man betænkelige ved Bertel Haarders omgang med religionsfriheden. I dén anledning skriver de følgende:
”Integrationsminister Bertel Haarder går direkte til angreb på religionsfriheden, når han kalder Pinsekirkens omvendelser af muslimske iranere for ”usmagelig menneskefangst”. Hvad mere er, så begrunder han sin reaktion i en grundløs og løgnagtig mediekritik af, at Pinsekirken missionerer blandt iranske asylansøgere på Fyn.
Véd ministeren ikke, at religionsfrihed betyder, at enhver har ret til frit at udøve sin religion, og dét betyder, at enhver har ret til at skifte religion?
I det hele taget har ministeren været lige vel hurtig i denne sag. Når man kommer med så grove udtalelser, må man nødvendigvis have dokumentationen i orden, og derfor har vi i Folketinget bedt Bertel Haarder om at dokumentere sine påstande.
Hvor er i øvrigt regeringens og ministerens mod til at holde fast i de grundlæggende rettigheder og værdier, som er vigtige for vores demokrati og fællesskab? Kristendemokraterne vil kæmpe for disse værdier, selv når vi bliver udfordret af andre livsopfattelser og livssyn.
Hensynet til Grundlovens religionsfrihed bør altid vægtes højere end hensynet til risikoen for, at nogle asylansøgere omvender sig på skrømt for at sikre sig flygtningestatus og opholdstilladelse i Danmark.”
Kilde: Skrevet af de 2 kristendemokratiske folketingsmedlemmer Jann Sjursen og Bodil Kornbek i Århus Sti
/jimmi