På det seneste har Ebeltoft været i alle landets medier i anledning af en prekær udvisningssag, der heldigvis har fundet sin lykkelige afslutning. Dette er ikke mindst borgmesterens fortjeneste, gør brevskriveren opmærksom på i det følgende:
”Det var ikke mindst en stor indsats af Ebeltofts borgmester Jørgen Brøgger, som gjorde udslaget, da flygtningefamilien fra Ebeltoft forleden fik forlænget sin arbejds- og opholdstilladelse.
I dagene, aftenen og timerne op til familiens fremmøde på Politistationen i Grenå d. 30. november var Jørgen Brøgger ved møder og flittig brug af mobiltelefonen i næsten uafbrudt kontakt med integrationsminister Bertel Haarder, det lokale folketingsmedlem Jan Petersen (S), flere andre folketingsmedlemmer, Arbejdsmarkedsrådet for Vejle Amt samt diverse medarbejdere i Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen m.v.
Borgmester Jørgen Brøgger var således arkitekten og drivkraften bag dén løsning, som nu har stoppet udvisningen og vil føre til regelændringer, så tilsvarende sager kan undgås i fremtiden.
Borgmesteren skal have ros og tak for sin indsats. Den har nu givet tiltrængt lykke og lettelse til den lille familie fra Kosovo-Albanien samt alle os andre, som med medfølelse har fulgt familiens trængsler.”
Kilde: Skrevet af borgerliste-byrådsmedlem Bjørn Helmer fra Ebeltoft i Randers Amtsavis d. 4. december
/jimmi