Syddjursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Det er nu tid til at se fremad mod den nye kommune på Norddjursland

Nu hvor vælgerne i den østlige del af Sønderhald Kommune så markant har valgt, at de vil tilsluttes Norddjurslands-kommunen, og det må forventes at Folketinget accepterer den markante tilkendegivelse fra borgerne i henholdsvis den vestlige og østlige ende af Sønderhald Kommune om deres fremtidige kommunale tilhørsforhold, er det tiden at se fremad.

Der er borgere, der med rette har efterlyst visionerne for Norddjursland. Af mange gode grunde har disse været ret så »luftige« indtil nu - præget af, at det var en form for valgkamp, der foregik i Sønderhald, og hvor det i nogen grad var følelserne der rådede! Forventelig er udgangspunktet for den fusion, der forestår, at man søger at bevare så meget af det man kender, i den nye kommune. Den tankegang er jeg noget betænkelig ved. Det er vigtigt, at fusionsprocessen hurtigt kommer i gang, ellers kan forarbejdet til, hvorledes det administrative arbejde i den nye kommune skal tilrettelægges, ikke nås inden 1. januar 2007. Her opstår det første store problem. I november 2005 er der valg til kommunalbestyrelserne i Danmark. Både til kommuner, der ikke sammenlægges og kommuner der sammenlægges. De nyvalgte tiltræder 1. januar 2006. Det vil betyde, at de nuværende kommunalbestyrelser, hvor en stor del ikke vil blive valgt igen, er dem, der skal forme både den politiske og administrative organisation i den nye Norddjursland Kommune. Samtidig skal de være »forretningsbestyrere« i de »gamle« kommuner i hele 2006. For at man overhovedet kan nå at indarbejde den nye organisation til start 1. januar ‘07, bliver de nuværende politikere altså nødt til at træffe beslutninger, der grundlæggende fastlægger strukturen i den nye kommune. Det er derfor bydende nødvendigt at politikerne fra Grenaa, Nørre Djurs, Rougsø og Sønderhald hurtigst muligt bliver enige om bl.a:
1. Hvad skal den nye kommune hedde?
2. En vision og målsætninger på områder for de væsentlige administrationsområder i kommunen.
3. Fastlægge hovedstrukturen for hvorledes den politiske og administrative organisation skal være.
4. Træffe de beslutninger, der skal foretages for, at den administrative sammenlægningsproces kan gå i gang - herunder beslutning om ekstern bistand, især til IT-forsyning.
5. Skaffe finansielt grundlag for sammenlægningsprocessen.
6. Skabe en korpsånd hos personalet, der skal virke i den nye kommune.
Jeg har tidligere nævnt, at det må forventes, at man søger at bevare så meget af det man kender i den nye kommune. Det er naturligt, at det der har fungeret godt i den nuværende kommune, også søges overført til sammenlægningskommunen. Men det er jo ikke sikkert, at alt hvad man synes er godt også vil være godt i en ny og større kommune. Derfor er det vigtigt, at politikerne går til sagen »med et åbent sind«, og skaber en organisation til størst mulig gavn for helheden i den nye kommune. Derfor er det også min opfattelse, at det vil gavne sammenhængen i den nye kommune, at de politiske partier og eventuelle borgerlister, der opstiller til kommunevalget november 2005, opstiller på lister, der dækker hele den nye kommune, og ikke opstiller på lister med udgangspunkt i de nuværende kommuner, og derefter indgår listeforbund. Det er min oplevelse, at det ind imellem har været en hæmsko for politikere i de mindre kommuner, at være alt for lokalt forankret, når der skulle træffes ubehagelige beslutninger! Og det vil være fatalt, hvis det bliver overført til en hel ny kommunedannelse, som givet får problemer nok at slås med!

Med venlig hilsen
Orla Lund (S)
Byrådsmedlem i
Sønderhald Kommune

Kilde: Grenaa Bladet

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam