Hvad hjælper det med flotte hospitalssystemer, når personalet på sygehusene bliver stadigt mere stressede og overbebyrdede? Det spørger en nordenfjords socialdemokrat om hér:
Regeringen og specielt indenrigsministeren blev for kort tid siden ”afsløret” i at markedsføre lidt for optimistiske ventelistetal, og senest er det kommet frem, at der er et stort behov for at få kræftplanerne revideret.
Alt for mange kræftpatienter må vente for længe på at få igangsat deres behandling, og for nylig er det ligeledes kommet frem, at alt for få får tilbudt en fornyet undersøgelse for at få en ”andens mening”.
Er alt da ringe og kritisabelt på de danske sygehuse? Det er jeg overbevist om, at det ikke er. Jeg oplever, at plejepersonalet i høj grad er omstillingsparate og meget engagerede.
Jeg har oplevet stor kompetence og reel indlevelse i de situationer, hvor min familie har haft behov for hjælp og assistance.
Jeg er så privilegeret, at det nærmest vrimler med sygeplejersker i min nære familie og vennekreds, og med dét som udgangspunkt og godt suppleret med, hvad folk fortæller mig, så er der to ting, som undrer mig.
Jeg undres over, at man stadig ikke har fundet ud af, at den bedste investering i et trængt sygehussystem er at investere i positiv personalepleje. Det undrer mig eksempelvis stadigvæk, at alt for mange sygeplejersker dagligt oplever en ødelæggende stress.
Der er tilsyneladende stadig for få sygeplejersker til antallet af patienter, hvilket betyder, at dét plejepersonale, der er tilbage, må løbe alt for stærkt, og det kan jo ikke undgås at komme til at gå ud over patienterne.
Rapport efter rapport fortæller sit tydelige sprog om en alt for presset hverdag – om personalegrupper, som bliver syge af deres arbejde.
Et kvalificeret gæt på eksempelvis sygeplejerskers aldersfordeling vil sikkert fortælle en speciel historie. Der er relativt få ”senior-sygeplejersker” tilbage, bl.a. fordi jobbet er blevet for presset.
Vi forventer, at plejepersonalet i alle situationer har både overskud og vilje til på en værdig måde at behandle den enkelte patient med respekt, men jeg har svært ved at se, at man fra politisk side yder denne personalegruppe særlig meget respekt.
Så mit meget enkle spørgsmål er: Hvem passer på plejepersonalet? I øjeblikket har jeg, som tidligere skrevet, svært ved at se det.
Positiv personalepleje behøver ikke nødvendigvis være mere i lønningsposen, men jeg tror, tiden er ved at være inde til at erkende, at faglig stolthed og løn bør være i en fornuftig balance.
Jeg tror, ganske mange sygeplejersker kan huske, hvordan de blev behandlet sidst, de forsøgte at fortælle politikerne, at tiden var ved at være inde til at se på lønstrukturen.
En lovlig strejke og et flot nødberedskab blev fejet af bordet med en særlov, som sendte sygeplejerskerne tilbage på arbejde – uden der blev gjort noget afgørende for hverken løn- eller arbejdsforhold.
Resultatet er, at der aldrig er brugt så mange penge på vikarer, som det sker i øjeblikket, og såkaldte seriøse politikere opfordrer plejepersonalet til at udvise ansvarlighed ved at påtage sig ekstra-arbejde. Måske havde det været bedre at gå i en positiv dialog for i fællesskab at finde løsninger til gavn for patienterne.
Det nytter jo ikke at tale om store regioner og kæmpe sygehuscentre, hvis man ikke behandler sit personale med behørig respekt.
Personalet er altså stadig virksomhedens rygrad – også på et sygehus. Man kan ikke bygge sig til et flot og velfungerende sygehussystem, det kan man udvikle ved samarbejde vel at mærke af dén type, der tager udgangspunkt i den gensidige respekt.
Kilde: Skrevet af S-folketingskandidat Lars Bang fra Spentrup i Randers Amtsavis d. 17. december
Rex
05/05 2023
