Grenaa’s vartegn blev sat på plads den 5. januar 2005. Glemt er al sorg og kvide, men hvor er det menneskelige aspekt i TV2/Østjyllands dækning af begivenheden. Som mormor i Grenaa har jeg hele tiden været stemt for at få Baunhøj Mølle op at stå igen for mine børnebørns skyld.
Jeg mødte personligt op med ét af dem kl. 14.00, for at vi sammen skulle opleve, at Møllen fik sin »hat« på. Vi frøs med anstand, men fik kontakt med andre børn og pædagoger fra Vestre Skole. som fortalte, at de havde fået en mail om, at møllehatten ville komme på denne dag. Alle de gode pædagoger satte beskeden på oplagstavlen i skolefritidsordningen om at de var gået op til Baunhøj Mølle. Fint nok altsammen - men nu er mit spørgsmål så: Hvor var der så billeder af børnene i TV2/Østjylland om aftenen?? Der stod jo masser af børn og kiggede på - spændte og forventningsfulde fulgte de med i, hvad den store kran kunne klare. Da klokken blev 14.45 begyndte kranen at hejse »hatten« helt på plads, og alle børnene talte ned fra 10 til 0 flere gange og levede meget interesseret med i det hele. Der var mange af børnene, der mente, at de blev filmet af TV2’s kamera-mand - hvad jeg også ved selvsyn kunne konstatere - og de mente derfor helt sikkert, at nu kom de i fjernsynet. Men det gjorde de ikke! De blev bort-redigeret i klipperummet! Må børn kun optræde på TV i forbindelse med børneudsendelser?
Næste gang TV2/Østjylland sender en TV-vogn afsted, så vær venlig at sende noget personale med, der ikke kun er interesseret i en mølle og en kran.
Med venlig hilsen
Illona Andreassen
Grindhøj 26
8500 Grenaa
Kilde: Grenaa Bladet
Rex