Syddjursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Om mine relationer til »Tekst & Musik«

I forrige udgave af Grenaa Bladet svarede Jens Jensen på et af de talrige angreb såvel han som jeg i årenes løb har været udsat for. Som så ofte før inddrager Jens, på en for ham usædvanlig venlig måde, min person i sine overvejelser. Og tak for det.

Så vidt jeg husker var det i 1980, at jeg første gang fik Jens indenfor synsvidde. Han var da vicevært i Fuglevænget, hvor jeg kom hver uge for at fjerne skraldet i min egenskab af skraldemand ved Grenaa Kommune. I 1982 var Jens i nogle uger ferieafløser som skraldemand. Han var en god arbejdskammerat, og jeg havde gerne set, at han blev fast skraldemand. Sådan gik det ikke. Men Jens har fortalt mig, at det var mig, der inspirerede ham til at at blande sig i den offentlige debat (Hvad har jeg ikke at stå til regnskab med på dommens dag!).
Det var nu oftest med ganske andre synspunkter end mine, at Jens for i blækhuset. I mange år var det angreb på flygtninge/indvandrere. Der er han nu tavs. Måske synes Jens alligevel, at hetzen mod disse er gået over gevind? Engang debaterede vi dette problem i den hedengangne udgave af Radio Djursland. Medarbejderne frygtede givet, at vi var kommet i håndgemæng. Det var der ingen grund til. Vi hyggede os over en kop the. Det har vi også undertiden gjort under private former. Jeg husker med glæde, at Ellen (min hustru) og jeg var inviteret med til Bodil og Jens’ sølvbryllup. Oftest har vi været uenige, men Jens kom mig ikke desto mindre til undsætning, da jeg i vinteren 1992 blev angrebet af bestyrelsen for mit daværende parti - SF - fordi jeg havde opfordret kronprinsen til at blive afholdsmand. SF stod ikke bag mine synspunkter, skrev de. Herre Gud - mon nogen gik rundt i den vildfarelse, at de havde format til det? Det fleste af dem er nu gået over i Socialdemokratiet, medens jeg på mine ældre dage opretholder et ikke særligt aktivt medlemsskab af Enhedslisten. Jens for sin part har haft en gæsteoptræden i Dansk Folkeparti. Det endte brat med en eksklusion som følge af intern strid i den lokale DF-partiforening.
Jens rejste endvidere for tre år siden kritik af forhold, der har bevirket, at jeg efter 50 års regelmæssig kirkegang i Grenaa Kirke ikke mere føler mig hjemme der. Da trak vi på samme hammel. Tak for det Jens. At det ikke førte til det tilsigtede, er en helt anden historie. »Estrups åg og gammel gigt er ikke let at komme af med«, skrev Hostrup i sin tid.
Jens har ret i, at vi deler vandene i lokalbefolkningen. I mit liv giver det sig positivt udtryk deri, at jeg i oktober kvartal har solgt 1500 lodsedler til Danmarks Afholdsforening. Nogle har jeg solgt rundt om i landets forsamlingshuse, højskoler etc., men de 1000 er udelukkende solgt i lokalområdet.
Jens er 14 år yngre end mig. Jeg forestiller mig, at han til sin tid vil skrive et mindeord om mig i Grenaa Bladet. Godt nytår til alle!

Med venlig hilsen
Forfatter og fhv.
skraldemand
Henning Sørensen
Villa Pax, Irisvej 17
8500 Grenaa

Kilde: Grenaa Bladet

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam