Der er måske ikke så mange, der er klar over, at Kristendemokraternes landsformand stiller op i Grenå-kredsen. Det gør hun, og hun beder i det følgende vælgerne overveje, om ikke deres stemme er bedre anbragt hos et lille parti, der ikke (i modsætning til de 2 store) kun taler om penge i forbindelse med børneområdet. Hos Kristendemokraterne taler man mere om tid til familien og om børnenes trivsel:
Venstre og Socialdemokraterne forsøger i valgkampens hede at overgå hinanden med tilbud om billigere børnepasning.
Hvem arbejder for bedre livskvalitet for børn? Hvem arbejder for mere tid og mindre stress til familien? Det gør Kristendemokraterne. Vi har altid sat børnenes interesser højere end arbejdsmarkedets og de voksnes. Det er ikke noget, vi finder på i en valgkamp.
Derfor vil Kristendemokraterne give ret til frihed under barnets sygdom.
Vi foreslår også en såkaldt tidskonto, der blandt andet sikrer alle småbørnsforældre mulighed for at gå ned i tid eller holde orlov.
Vi vil også gennemføre en børnemiljølov, som skal sikre ordentlige forhold i børnehaver og vuggestuer. Alt for mange børn stuves sammen i børnehaverne, og et højt støjniveau stresser børn og ansatte.
Venstre vil nu hæve børnechecken og give større valgfrihed i børnepasningen, i stedet for énsidigt at fokusere på taksterne til daginstitutionerne som Socialdemokraterne. Det undrer os dog, at Venstre i den nuværende valgperiode har beskåret børnechecken, og at familieministeren kun er kommet med få udspil.
Fremtiden tilhører vores børn – lad os give dem en god fremtid!
Kilde: Skrevet af Kristendemokraternes kandidat i Grenå-kredsen, Marianne Karlsmose fra Nr. Nebel, i Dju
Rex