Af Anders Rolann (V)
medlem af Børn- og Kulturudvalget i Midtdjurs
”Det er nok ikke nogen hemmelighed for nogen, at økonomien i Midtdjurs kommune ikke har det alt for godt. Spørgsmålet er så om vi skal gøre noget ved det eller om vi skal lade stå til. Svaret giver næsten sig selv - selvfølgelig skal vi gøre noget! Og der er noget at gøre.
Børn- og Kulturudvalget skal også bidrage, da der i forhold til det vedtagne budget 2005 mangler finansiering for en lille million (ca. 800.000 kroner). Hvordan skal vi så bære os ad med at finde disse penge ? Børn- og Kulturudvalget har her flere muligheder:
1. Vi kan vælge at skære yderligere i de decentrale institutioners budgetter.
2. Vi kan vælge at skære et eller flere nuværende servicetilbud helt væk, dvs. lukke et eller flere af vore nuværende servicetilbud..
3. Vi kan vælge at fastholde det serviceniveau, vi havde i 2004.
Vedrørende den første mulighed, mener jeg, at vi skal værne om vore decentrale institutioner og forsøge at holde dem fri så langt hen ad vejen, som det er muligt. Hermed ikke sagt at de er fredede overfor ethvert tiltag, da vi som ét delområde i den ”store butik” kan blive nødt til at bidrage til ”fællespuljen”! Og baggrunden for, at vore decentrale institutioner bør holdes ”fri” så langt hen ad vejen som muligt, er den, at jeg synes vi har grund til at være stolte af vores institutioner, da de under vores til tider trange kår, udfører et stort og prisværdigt stykke arbejde med rigtig gode resultater til følge - tak for det!
Den anden mulighed synes jeg bestemt ikke om. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Venstre ikke kan støtte eventuelle planer, som går ud på at lukke ét eller flere af de servicetilbud, vil har haft i 2004, såfremt dette måtte være nødvendigt for at finansiere nye serviceudvidelser i det vedtagne budget 2005. Det mener vi simpelthen ikke er rimeligt – og det virker ganske ulogisk overfor den brede befolkning i Midtdjurs kommune! For det er nemlig sådan, at man ved at se på det vedtagne budget 2005 kan konstatere, at der indenfor B&K’s område er nye serviceudvidelser for omkring ca. 500.000 kr. i forhold til et fremskrevet budget 2004.! Og tager man et samlet overblik på det samlede vedtagne budget 2005, er der her tale om serviceudvidelser for godt og vel 3 millioner. Dette – sammen med førnævnte holdninger - var bl.a. én af grundene til, at Venstre ikke kunne deltage i budgetforliget for indeværende år.
Endelig har Børn- og Kulturudvalget så muligheden for at gøre nogle ting på andre måder end dem vi har været vante til. Her vil jeg gerne pege på skoleområdet som ét eksempel.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg personligt tror på, at skolerne i Midtdjurs kommune ville være bedst tjent med at være slået sammen under ét skoledistrikt – dvs. med én ledelse, én skolebestyrelse samt ”lokale” afdelingsledere. Formålet med dette tiltag skulle være, at man kunne sikre fremtidig skolegang i alle nuværende skoler, der herved kommer til at fungere som afdelinger i den ”store” skole – nemlig Midtdjurs Kommunale Skolevæsen”.
I forbindelse med kommende kommunesammenlægning vil ”Midtdjurs Kommunale Skolevæsen” derved fremstå som én skole – og herved vil mulighederne for at modstå pres på de mindre skoler være langt bedre end ved fortsættelse af eksisterende struktur. For at gøre noget nu under hensyn til budget 2005, vil jeg derfor igen pege på muligheden for - som første trin mod ovenstående vision om ét skoledistrikt - at etablere fællesledelse mellem Nimtofte skole og Kolind skole. Ud over, at det efter min bedste overbevisning er ét af de sikreste initiativer til at kunne sikre fortsat fremtidig skolegang i Nimtofte skole, vil det også kunne give en økonomisk gevinst i form af kun at have en skoleleder. Der vil også være andre områder, der giver en gevinst og synergi, både overfor børnene, lærerne men også økonomisk.
Når jeg i starten anfører, at vi har svære tider, er det jo ikke noget særlig nyt – det har vi haft så ofte før i foregående år, men i år har det fået en lidt anden betydning end tidligere. Vi har nemlig ikke en kassebeholdning, som vi kan ”ty” til, når vi ikke kan overholde budgetterne. Jeg opfordrer derfor parterne bag dette års budget om at revurdere alle nye serviceudvidelser, for at sikre det som vi gennem tiden har opbygget og er stolte af – herunder at de tiltag, som under alle omstændigheder er nødvendige, sker afbalanceret og med fremtiden som sigtemål. Og jeg mener bestemt ikke vi skal gøre svære tider endnu sværere, ved insistere på at iværksætte nye serviceudvidelser på bekostning af eksisterende servicetilbud.
Kilde: lokalavisen Nørre- MidtDjurs
rex