En ung mand fra Randers har gjort sig nogle spændende og interessante tanker om de kommunale aktiveringscentre, der også findes i vores område. Han skriver:
I forbindelse med en artikelserie i Randers Amtsavis i sidste uge om et aktiveringsprojekt i Randers Kommune har jeg gjort mig nogle samfundsøkonomiske betragtninger.
Trods diverse tiltag for fra politisk hånd at nedbringe arbejdsløsheden kan man ikke komme udenom, at arbejdsløsheden faktisk bidrager til at stabilisere samfundet.
Fuld beskæftigelse ville betyde, at der ville opstå et lønpres, hvorved inflationen ville stige. En stigende inflation påvirker også renteniveauet i opadgående retning med faldende huspriser til følge. Dette ville betyde, at alle, der har stiftet flex-lån – og endnu værre: afdragsfrie lån – ville komme i økonomisk uføre.
Selvom dette er et faktum, er der dog ikke mange stemmer i som politiker at proklamere tilslutning til højere arbejdsløshed. Jeg vil slet ikke afvise, at arbejdsløsheden kan nedbringes uden alt for store konsekvenser for samfundet som helhed, men jeg tror, det kræver en mere gennemgribende omlægning af politikken. Arbejde er der nok af, men ikke til alle som det er nu.
Tilbage står så det kritiske spørgsmål: Hvorfor skal arbejdsløse stilles meget dårligere end andre samfundsborgere, når deres rolle nu er så vital? Et svar kan ligge i den historiske baggrund. Her tænker jeg på klassekampen, hvor folk, der allerede var beskæftiget, dannede deres fagforbund for at påvirke arbejdsgiversiden. Folk uden arbejde er til dels blevet tabt i denne situation.
Et andet svar på spørgsmålet kan være, at man ”motiverer” de arbejdsløse til at søge arbejde, fordi en arbejdsløs, der er tilfreds med sin situation som arbejdsløs, nemlig ikke har den samme stabiliserende effekt i forhold til inflationen. Dette svar antyder dog en grundholdning om, at arbejdsløse mennesker som udgangspunkt er dovne – ergo: de skal lide!
Nu er det måske ganske rimeligt, at personer, der ikke gider at bidrage til samfundet – via arbejde – også får derefter. Her mener jeg dog, at det for langt hovedparten af de arbejdsløse stiller sig ganske anderledes. De ønsker gerne at arbejde, men samfundets kompleksitet og industrialiserede produktionsmåde betyder, at personer uden arbejde ikke kan aktivere sig selv uden at løbe store økonomiske risici. Konkurrencen i det moderne samfund tillader ikke, at den enkelte arbejdsløse kan skabe sig en levevej blot ved at låne sig til et stykke træ, en kniv og begynde at snitte træsko med henblik på salg. Derfor står den arbejdsløse næsten altid i dén situation, at han/hun skal godkendes af en arbejdsgiver for at ernære sig via arbejde, men også blandt arbejdstagerne er der konkurrence på kvalifikationer, erfaring m.m. Logikken om, at folk blot kan finde sig et arbejde, holder altså ikke vand.
Denne situation har jeg selv erfaret, da jeg i juni måned – som nyuddannet akademiker i fagene administration og erhvervsøkonomi – ikke havde den tilstrækkelige erfaring til at konkurrere med folk indenfor min branche. Mit beskedne ønske om at finde et arbejde betød, at jeg også søgte mange stillinger som ufaglært, men her var uddannelsesniveauet et problem, da jeg gang på gang blev betragtet som overkvalificeret. Jeg har derfor også oplevet det omtalte aktiveringstilbud.
Den foreløbige forløsning på min uønskede arbejdssituation blev, at jeg meldte mig som værnepligtig, så jeg nu aftjener fire måneders værnepligt i hæren. Her er der plads til alle, der har lyst, dog med dén undtagelse, at fysikken skal være i orden.
Som udgangspunkt kan man mene, at den offentlige forsørgelse også bør afstedkomme et engagement hos den arbejdsløse. For at sikre sig dette er der rundt om i landet oprettet aktiveringscentre som det omtalte. Problemet med et sådant center er, at det kun i meget ringe grad kvalificerer de arbejdsløse, men snarere hindrer den arbejdsløse i at komme ud og søge arbejde.
Tilmed er det min påstand, at aktiveringscentrene tager arbejde fra folk, der allerede er beskæftiget, og derved skaber endnu mere arbejdsløshed. De eneste, aktiveringscentrene rent faktisk giver arbejde til, er de personer, der får til opgave at svinge pisken over de aktiverede. Problematikken er velkendt, og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen hæfter sig ved, at de priser, som aktiveringscentrene tager for deres ydelser til andre firmaer, skal svare til markedsniveau. Dette argument holder dog ikke en meter derved, at hvis priserne ligger over markedsniveau, ville aktiveringscentrene naturligvis ikke modtage nogle ordrer og ikke have noget arbejde til de mange arbejdsløse, der arbejder til en løn på mellem 36 og 42 kr. i timen.
I dette perspektiv bliver idéen om borgerløn pludselig interessant, da den giver alle en vis frihed, uden at arbejdsløse søges umyndiggjorte gennem tvangsaktivering, der kun i ringe grad tager højde for den arbejdsløses kvalifikationer og ønsker.
At politikerne gerne vil sende det klare værdisignal, at folk skal yde for én forsørgelse, de modtager fra det offentlige, kan altså også udgøre en trussel under din arbejdssituation. Derfor må der tænkes nyt, når det gælder politikken overfor de arbejdsløse. Hvis man fastholder tvangsktiveringen, forestille jeg mig kurser og hjælp til at skrive ansøgninger som oplagte muligheder, men også andre aktiviteter af mere hobby-præget eller idrætspræget karakter kunne være en mulighed.
Kilde: Skrevet af cand.mag. Kristian Nedergaard Jensen fra Randers i Randers Amtsavis d. 10. februar
rex
05/05 2023
