En borger fra Århus-området har tabt tålmodigheden med DSB. Nu vil han have et svar på, hvorfor der ikke har været andet end bøvl og dårlig information, siden strækningen blev åbnet på ny:
D. 16. januar 2005 begyndte togene atter at køre mellem Århus og Grenå. Alle var forventningsfulde og glade på premieredagen, og togene kørte til tiden.
Så brød helvede løs. DSB har på intet tidspunkt leveret dén vare, der blev stillet i udsigt. Hvis toget har kørt til tiden to dage i træk, har det været en undtagelse, som alle bemærkede med begejstring for dagen efter at blive skuffede.
Sidste skridt i denne sørgelige saga kom, da man indskrænkede antallet af daglige afgange i håbet om, at fortrædelighederne så skulle ophøre. Men ak! Mareridtet fortsatte uantastet fra politisk side. Skidt med hvad det koster, synes parolen at være, det er jo ikke vores penge, det går ud over.
Det havde været mere hensigtsmæssigt at fortsætte med rutebilløsningen frem for det fortsatte kaos, der ses dagligt på Grenå-banen. DSB burde have brugt mere tid på at sikre, at man kunne levere dén kvalitet, som kunderne har en forventning om.
Det havde ikke betydet noget, om DSB skulle have brugt en måned mere, hvis så tingene havde fungeret. I virkeligheden burde DSB slet ikke tage penge for at transportere de rejsende, før alt fungerede.
I dag blev det mig alligevel for meget. Man siger i daglig tale, at ingen er fuldkommen, men dén service, DSB formår at levere, er en fuldkommen katastrofe.
I Århus Stiftstidende d. 8. februar siger salgsdirektør Bjørn Wahlsten, DSB, at pendlerklubberne ikke vil have erstatning for uregelmæssighederne.
Dét er såmænd også sandt nok, når bare man så kan regne med, når bare man så kan regne med, at DSB leverer dén vare, som man betaler for, nemlig tog til tiden, og hvis toget ikke kommer, at man så lever op til sin transportforpligtelse med enten en taxa eller en bus.
Da jeg dags dato skulle med toget fra Skødstrup Station kl. 5:40 blev det annonceret, at toget var aflyst på grund af materielle problemer uden yderligere kommentarer.
Jeg kontaktede derfor straks kundeservice for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig. Damen, jeg talte med, vidste på dét tidspunkt dårligt, at toget var aflyst.
Efter nogle diskussioner frem og tilbage kunne hun så se aflysningen. Toget var kørt i stykker på Østbanetorvet. Den næste afgang var herefter kl. 6:40, fik jeg at vide.
Ihukommende artiklen fra Århus Stiftstidende d. 8. februar bad jeg herefter om at få en taxa. Det mente damen nu ikke, jeg var berettiget til. Jeg kunne godt prøve at lægge pengene ud og sende DSB en regning; men det var langtfra sikkert, at jeg fik refunderet beløbet, fik jeg også at vide.
Den udsøgt dårlige betjening og DSB`s ringeagt overfor passagerernes problemer i dagligdagen med den meget ringe service kostede mig ekstra 132 kroner oven i mit i øvrigt værdiløse månedskort.
Beløbet fremkommer ved de ekstra omkostninger, jeg har haft ved at skulle arrangere en anden transportløsning, da min arbejdsgiver ikke længere kan være tjent med de daglige forsinkelser og uregelmæssigheder.
Når man vil klage sin nød, er det komplet umuligt at komme til at tale med en person, der har noget af ansvaret. De gemmer sig bag skørterne af de arme damer, der skal sidde og tage imod beklagelserne.
Nogle af disse damer har ikke altid det gode humør med på arbejde. Til tider har det været en prøvelse at tale med dem. Det ville tjene DSB til ære, hvis I sendte jeres front-personale på kundekursus.
Når man endeligt skriver til de personer, der bliver henvist til, får man i bedste fald et intet-sigende standardbrev tilbage. Normalt svarer man slet ikke, fordi man føler sig for højt hævet over passagererne til at begive sig ind i en dialog med disse.
Nu har jeg givet en konstruktiv kritik af forholdene og forventer at få et svar fra et rigtigt menneske og ikke bare standardbrev med en beklagelse af tingenes ringe tilstand, for dén kender jeg kun alt for godt.
Kilde: Skrevet af Søren H. Rasmussen fra Skødstrup i Århus Stiftstidende d. 2. marts
rex