Dansk Folkepartis lokalformand i Grenå er kritisk overfor nogle tendenser, han finder kritisable ang. indvandrerne. Han skriver:
Den massive indvandring, de pladderhumanistiske partier gennem de sidste mange år har stået for hér i landet, har gjort danske borgere til flygtninge i deres eget land.
Danskere flygter langt væk fra de boligområder, hvor flygtninge er i flertal, og hvor man har svært ved at færdes i bare en lille smule tryghed. I disse ghettoer bliver danske børn chikanerede, når de er ude for at lege, cykler bliver stjålet, der bliver overmalet med graffiti, ældre folk bliver røvet, og man har sågar hørt om, at både ældre og helt unge mennesker betaler beskyttelsespenge for at få lov til at færdes i fred og ro. Taxa tør ikke køre i områderne, og redningsfolk fra brandvæsnet og ambulancetjenesten bliver forsøgt forhindret i at yde dén tjeneste og hjælp, der er blevet anmodet om.
Lad dog, ved at fordele disse mennesker til andre boligområder, al snak om integration forstumme. Integration kan ikke lykkes, uden folk selv vil, og hér har vi med en gruppe mennesker at gøre, der absolut vil leve deres eget liv efter egne principper og regler uden hensyntagen til de mennesker og dét land, de er flygtet til, og som har budt dem velkommen med åbne arme.
De, der vil og ønsker integration, skal nok selv finde ud af det, om det så er ret få. Og lad så resten leve i de ghettoer, de helliger så højt. De familier, der p.t. ønskes fjernet fra et boligområde grundet kriminalitet som tyveri, chikane og rå vold, ønsker jeg da helst ikke at se i mit nabolag.
Kilde: Skrevet af DF-byrådsmedlem Bent Andersen fra Grenå i Randers Amtsavis d. 4. april
rex