Forleden afgjorde det samlede Venstre, hvem de opstiller som borgmesterkandidat til valget i den nye Norddjurs Kommune. Hér var 2 kandidater, men hos de lokale socialdemokrater er der flere om buddet.
Vi har allerede bragt et bud på fremtiden fra Nørre Djurs-kandidaten Malte Larsen, og i dag bringer vi yderligere indlæg fra 2 kandidat-emner.
Den første er Leif Lahn Jensen, der skriver:
Dét, at vi skal til at samle tre en halv kommune til en Norddjurs Kommune, bliver en svær, men samtidig en meget spændende opgave.
Spændende, fordi denne nye kommune har så mange muligheder, og fordi politikerne, embedsmændene og den enkelte medarbejder har vist et stort ønske om at skabe en så god og udviklende kommune som muligt.
I hver ende har vi to byer, som har forstået at skabe gode tilbud til borgerne, og dér imellem har vi mange mindre byer, som har dén hygge og nærhed, som er så vigtig for dem, der har valgt at bosætte sig der. Imellem alt dette har vi en fantastisk skøn natur med flere steder, som er meget interessante at besøge for turister og for os byboer.
Jeg synes, at det er dejligt, at politikerne og borgerne i fællesskab har fastholdt de værdier, som de ”gamle” kommuner nu kan tilbyde den nye Norddjurs Kommune.
Lad os nu blive enige om, at dén natur og de muligheder, de større byer har, vil være til fælles gavn for os alle. Det er dem, vi skal nyde som borgere i kommunen, men det er også dem, vi skal bruge som salgsvare over for bosættere og turister.
Vi skal skabe en kommune, der kan udvikle sig til et attraktivt sted at bo og dermed skabe muligheden for flere servicejobs. Men for at kunne udvikle os til en god bosætningskommune med mange turister er vi nødt til at være med helt fremme. Dét gør vi via godt samarbejde med den anden Djurs-kommune og via en aktiv og levende rolle i regionen. Vi er nødt til at styrke vores samarbejde med erhvervet, men vigtigst af alt er vi nødt til at sørge for, at borgerne føler sig som en vigtig del af kommunen.
Det enkelte menneske skal have indflydelse via foreninger og bestyrelser. Vores medarbejdere i kommunen skal have indflydelse på deres hverdag via god dialog og medbestemmelse.
Hvis vi har nogle tilfredse borgere og medarbejdere, så mener jeg, at vi har ét af de bedste redskaber til at skabe god udvikling.
Norddjurs Kommune vil blive en fremadrettet kommune med en god service og en sund økonomi, hvis vi fortsætter dette arbejde i samme positive ånd som nu.
Kilde: Skrevet af kandidat til socialdemokratisk spidskandidat, Leif Lahn Jensen fra Grenå, i Randers Am
rex