Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: En lufthavn skal ligge langt fra byen

Selvom vi normalt ikke har læserbreve i Netavisen om lokale Randers-forhold, er der alligevel ét hér. En ny variant af den ellers velkendte lufthavnsdebat er dukket op, nemlig tanken om at udbygge den eksisterende i Randers. En sådan beslutning kan jo nemt få følger også for vores lokale lufthavn – derfor holder vi også øje med Randers-debatten.
At der er mange, der finder idéen spændende, er fremgået af indslag i TV2 Østjylland, men den radikale Mogens Nyholm er langtfra imponeret:


Århus` borgmester ønsker, at Randers Lufthavn udbygges til at blive en international lufthavn.
Det Radikale Venstre i Ny Randers Kommune siger klart nej til idéen.
At etablere en lufthavn i Randers` baghave vil simpelthen være en uklog beslutning.
Fly til ind- og udland, svævende lavt ind over Randers og omegn, næsten i døgndrift, vil ikke gøre Randers til en bedre by at leve i, at bo i.
Mon ikke én af grundene til, at Århus-borgmester Louise Gade har opgivet planerne om en lufthavn i Århus, er, at et stort flertal af århusianerne ikke brød sig om udsigten til en lufthavn i deres baghave?
Nu foreslår hun så Randers!
I Randers har vi en ung borgmester, der næsten pr. automatik siger ja til alt, der måske kan betyde flere arbejdspladser i Randers.
En lufthavn vil utvivlsomt tilføre flere arbejdspladser, men er det nok?
Fordele og ulemper må overvejes nøje.
For mig er der ikke nogen tvivl om, at mange randrusianere helst vil have sig frabedt, at fly kommer svævende lavt hen over området.
Hvad mon borgerne i Dronningborg, Hornbæk, Nordbyen, Spentrup og Harridslev vil sige til at få en lufthavn i deres baghave, med de dermed følgende støjgener fra de store passagerfly?
Lufthavns-problematikken handler ikke kun om menneskers trivsel i hverdagen; den handler også om miljø og natur, og om borgere, der helt unødvendigt vil få eksproprieret deres ejendomme.
I Sverige og Norge har man flyttet lufthavne væk fra byerne – hvorfor mon de har gjort dét?
Selvfølgelig for at mindske støjgenerne i deres storbyer; og de har åbenbart vurderet, at det ikke ville skade områdernes erhvervsliv.
En ny lufthavn skal gennemgå en såkaldt VVM-undersøgelse, og lufthavnen skal godkendes af Folketinget.
Jeg tror ikke på, at Folketinget vil tillade lufthavnens komme.
Projektet er et luftkastel. Især fordi vi har flere velfungerende jyske lufthavne i Karup, Tirstrup, Ålborg og Billund.
I stedet for at bruge mange ressourcer/penge på et umuligt projekt vil det være mere visionært, om østjyske erhvervsledere/politikere bruger tid og penge på realistiske erhvervstiltag.
Jeg er enig med borgmestrene i Århus og Randers i, at erhvervslivet skal have gode vilkår, for det er erhvervslivet, som får de lokale ”samfundshjul” til at køre rundt.
Men der er andre og mere farbare veje i så henseende. Vælg disse veje – det er altså for dumt at vælge en blindgyde.

Kilde: Skrevet af R-folketingskandidat i Grenå-kredsen, Mogens Nyholm, i Djurslands Posten d. 26. april<

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam