Syddjursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Kulturarven skal der tages vare på

I Århus Amt er der et såkaldt Kulturmiljøudvalg, og hér er man stærkt bekymret for, om de nye storkommuner nu husker, at de skal til at tage sig af amtsopgaven med at passe på de danske kulturværdier. Det skriver rådsformanden om hér:

Bronzealderhøjen er en del af det danske landskab og den danske identitet. Mennesket er jo et historisk væsen med fortid, nutid og fremtid. Og vort liv bliver rigere, når vi i hverdagen og under søndagsudflugten kan fornemme historiens vingesus og dybde i vore omgivelser.
Århus Amt sørgede for i regionplan 2001 at få sat kulturhistorien på den regionale dagsorden. Århus Amt har i sit udkast til regionplan 2005 fortsat arbejdet med de bevaringsværdige kulturmiljøer i amtet. Dels for at man i planlægningen skal tage hensyn til disse kulturhistoriske perler og dels for at få fortalt historierne omkring de udpegede miljøer.
Kulturmiljørådet finder regionplanudkastet pragmatisk og fornuftigt. Amtet har med udkastet ønsket at fokusere på færre, mere synlige og mere sammenhængende kulturmiljøer.
Kulturmiljørådet finder denne prioritering fornuftig. Netop formidlingen af de enkelte udpegninger finder Kulturmiljørådet afgørende. Det er derfor glædeligt, at amtets forvaltning på Internettet giver en uddybning af de enkelte bevaringsværdige kulturmiljøer. Det kunne såmænd godt udbygges.

De bevaringsværdige kulturmiljøer er imidlertid skrøbelige over for tidens tand, tidens forandringer, uvidenhed og ligegyldighed m.m.
Århus Amts udkast til regionplan 2005 er et bidrag til at gå imod denne kulturhistoriske forarmelse. Men amtet kan og skal ikke løfte denne opgave alene. Det er en opgave for mange: private ejere, muséer, arkiver, foreninger, kommuner o.s.v.
Amternes tid er ved at rinde ud. Hvem skal så tage over? Det skal vi alle, men især påhviler der de nye storkommuner et særligt ansvar. Det er derfor kulturmiljøets håb, at Århus Amts arbejde på området vil blive målrettet, så arvtagerne – herunder ikke mindst de nye kommuner – kommer til at stå så stærkt rustet som muligt til det fremtidige virke med den regionale kulturarv.

Århus Amts arbejde med kulturhistorien tager sit udgangspunkt i det åbne land.
Det er der gode historiske grunde til. Men naturligvis er der også mange bevaringsværdige kulturmiljøer i byerne. Men hér hjælper regionplan 2005 altså blot ikke – hér må de nye kommuner selv træde til.
Kulturmiljørådet opfordrer de nye kommuner til at tage vel imod amtets kulturarvs-stafet. Den er et godt og pragmatisk udgangspunkt til fremtidens virke. Til berigelse for os alle og vore efterkommere.

Kilde: Skrevet af kulturmiljørådsformand Keld Dalsgaard Larsen fra Silkeborg Museum i Århus Stifstidende

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam