Det skarpe angreb på Grenå Kommunes påståede mangel på overordnet arkitektur-planlægning, vi bragte forleden dag, imødegås hér af en socialdemokrat:
Jørn Juul Sørensen (R) gør sig i et læserbrev til talsmand for, at Grenå Kommune skulle have afventet en overordnet plan og arkitekturløsning for den gamle slagterigrund og GD-grunden frem for dén løsning, der nu er valgt med etablering af butikker.
Han skoser endda byrådet for at have etableret en rundkørsel ved tilkørslen til slagterigrunden og véd endda, at den ”tossegode tysker” grinte hele vejen til grænsen(!). I øvrigt har vi ikke handlet med en tysker, men med et firma fra Ikast. Oveni dette påstår han, at Teknisk Udvalg har snorksovet i timen. Nej, Jørn Juul Sørensen, vi har ikke snorksovet i timen, vi har tværtimod handlet og taget hurtige beslutninger, når mulighederne er opstået for at skabe vækst i Grenå.
Som næsten alle andre véd, er vi i Grenå og ikke i København eller Århus. Hér får vi intet forærende, derfor er vi klar til at handle politisk og administrativt hurtigt, når det kræves af os. I denne sag får vi etableret en ny butik med tilhørende arbejdspladser, en rundkørsel, som er et trafiksikkerhedsmæssigt løft og mulighed for en forbedring af parkerings- og udkørselsforholdene ved Netto.
Er der nogen, der har snorksovet, er det vel nærmest de radikale selv. Hvad har vi hørt til jer igennem de sidste 10-12 år? Intet. Men nu er der valgkamp, så hører vi noget fra jer.
Men det er måske kendetegnende for en bedrevidende radikal valgkamp, at en ansat i et arkitektfirma vil indføre en ny arkitekturpris for, hvad han synes er grimt. Og at en radikal kandidat, som er skolelærer, skoser en Venstre-kandidats læserbreve for en forkert grammatik.
Vi socialdemokrater vil altid kæmpe for Grenås og Norddjurs` interesser på de vilkår, der nu engang er her og uden nogen form for smagsdømmeri, og vi vil lytte og debattere med alle, uanset deres grammatiske formåen.
Kilde: Skrevet af S-kandidat til Norddjurs Kommune Lars Møller fra Grenå i Randers Amtsavis d. 10. septe
rex