Vi kan ikke lade være med at bringe følgende debatindlæg, der stod at læse i Randers Amtsavis i mandags. Det er et skarpt angreb på nogle tendenser i vores samfund, som brevskriveren finder skræmmende. Hun skriver:
Livet er en strid strøm, og ikke alle svømmer lige godt, (Seneca). ”Enhver er sin egen lykkes smed”, (Adam Smith).
Det var i begyndelsen af 1970`erne. Jeg var dengang lærer på en handelsskole og til eksamen i dansk ved Højere Handelseksamen, som det hed dengang, fik eleverne udleveret ovenstående citater. De skulle så gøre rede for og tage stilling til de forskellige menneskesyn, der spejler sig i ordene. Dengang var det en selvfølge, at unge – også unge med en kommerciel karriere foran sig – interesserede sig for et begreb som solidaritet. Det lå i tiden, at man var opmærksom på de svageste, og at man i sin bane frem i livet så til alle sider og hjalp dem med på vognen, der var ved at sakke agterud eller helt falde fra.
Det er blevet anderledes nu, synes jeg. Ovenstående emne er ret utænkeligt som eksamensopgave til handelsstudenten i dag.
Nu drejer det sig først og fremmest om at gøre eleven opmærksom på sin egen styrke, så han/hun kan leve op til tidens ”krav” om personlig fremdrift og succés på arbejdsmarkedet.
Det drejer sig for den unge om at være med i forreste række, om at blive en del af det stærke jet-set. Ellers er man en taber. Og bliver man tabt, er der ingen, der samler én op.
Hvis man er en stræbsom natur, er der heller ingen, der forventer, at man engagerer sig i samfundsforhold og stræber efter at være med til at skabe en mere retfærdig verden. Nej, man finder det naturligt, at alle bestræbelser går på at få en smart lynkarriere og en tilsvarende checket livsstil.
Det ser for mig ud som om, det er dén slags idealer, der er de mest hotte blandt nutidens unge. Og jeg forbavses gang på gang, når jeg ser det udtalt helt ukritisk, som var det en selvfølge.
Også i den seriøse del af pressen. Det går så vidt som til at ændre ordenes indhold.
Forleden hørte jeg en udsendelse i radioens P1 om den nye ”kreative klasse”. Jeg lyttede opmærksomt, for jeg synes også, at det ser skralt ud med kreativiteten i den moderne præ-fabrikerede tingsvirkelighed.
Men nej, det drejede sig ikke om at forbavses over Guds skaberværk og gå ham i bedene med vores ihærdige kunstforsøg. Det drejede sig ikke om at stille de store spørgsmål: Hvem er vi? Og hvorfor er vi hér på Globen? Hvor går vi hen?
Det drejede sig slet ikke om kunst eller om de store tanker. Intet af dét forunderlige, der gør det værd at være menneske.
Jeg forstod ret snart, at ”kreativitet” slet og ret handler om evnen til at bane sig lukrative veje til den kommende globaliserede handelskampplads. Simpelthen at blive rigtig god til at fabrikere nye produkter (læs: ting), der kan sælges, og få det samlede forbrug til at stige (eksplodere).
Så fattigt tolker man i dag begrebet kreativitet.
Og solidaritet er blevet et lidt støvet ord, som man forbinder med fortiden, noget der hører til i afdøde og forbenede samfundsformer.
Men mon ikke den nye livsform, der handler om at ”sidde ved rouletten” og satse for sig selv og skovle de store gevinster til sig, er en sikker vej til undergang.
For når egoismen og den benhårde grovliberalisme får frit spil, vil man risikere at udvikle et samfund, hvor omsorg for de svage bliver en privat sag, og hvor kunstnerisk kreativitet bliver kvalt, fordi den er urentabel.
Villy Sørensen siger i bogen ”Digtere og Dæmoner”, at et samfund uden kunst ender med at blive sindssygt.
Det er sikkert rigtigt, og jeg vil tilføje, at et samfund uden hensyn til fællesskab og solidaritet udvikler sig i samme retning.
Kilde: Skrevet af Marianne Hesselholt i Randers Amtsavis d. 12. september
rex