Syddjursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Jeg inviterer hermed Bent Andersen med flere til møde i Folkekøkkenet!

Dansk Folkepartis enlige medlem af Grenaa Byråd, Bent Andersen, har vist stor interesse for Folkekøkkenet i Strandgade i Grenaa. Nu vil jeg gerne invitere Bent Andersen med flere til et møde i Folkekøkkenet på lørdag den 1. oktober kl. 14.00, hvor Danmarks Afholdsforening afholder møde med undertegnede som foredragsholder.

Emnet er forfatteren Harald Bergstedt (1877-1965). Efter studentereksamen læste Bergstedt et år teologi, hvilket satte to - for dette studium - udsædvanlige frugter: Han blev ateist og hårdtpumpet afholdsmand! Fra 1899 til 1915 virkede han som folkeskolelærer, og det var i den periode at han skrev de fleste af sine børnesange. Resten af livet ernærede han sig som forfatter, foredragsholder og journalist. I 30’erne var han én af Socialdemokratiets ledende kulturpersonligheder, men under krigen meldte han sig ind i nazistpartiet og blev journalist ved dettes dagblad »Fædrelandet«. Efter krigen blev han idømt to års fængsel for landsskadelig virksomhed. Endvidere blev han ekskluderet af såvel Dansk Forfatterforening som af afholdsbevægelsen. Jeg mødte første gang Bergstedt på Storebæltsfærgen i 1954. Jeg spurgte ham, om han stadig var afholdsmand. Hans svar lød: »Jeg hader spiritus, men afholdsbevægelsen vil ikke have mig som medlem fordi jeg er nazist. Og hvad laver de så unge mand?«. Jeg svarede, at jeg var på to års statsarbejde i en militærnægterlejr. »Nej ved De hvad, den holder ikke. Jeg var selv medlem af Danmarks Fredsforening som ung. Det var naivt af mig. Kan De ikke se, havde Hitler haft mere militær, så havde han vundet krigen, og vi havde haft en langt bedre verden. Jeg vil gerne tale mere med Dem. Her har De mit visitkort«.
Bergstedts politiske holdning forekom mig så utiltalende, at jeg ikke følte trang til at imødekomme hans invitation. Først da jeg i 1964 hørte i radioen, at DR havde fået ophævet sit forbud mod at synge den gamle digters børnesange, og han var blevet dybt bevæget, idet han havde hørt radioens pigekor synge »Jeg ved en lærkerede«, besluttede jeg mig for at besøge ham. Jeg fik en aftale i stand, og hans 23 år yngre kone, Helga, havde stillet en fin frokost an. I stuen hang bl. a. et billede af Adolf Hitler sammen med flere af afholdsbevægelsens koryfæer. Bergstedt sagde bl. a. til mig, at han så frygteligt gerne ville dø som organiseret afholdsmand, og om jeg ikke kunne hjælpe ham med dette ønske. Jeg lovede at prøve, og næste gang jeg traf Danmarks Afholdsforenings daværende formand, Peter Leth Knudsen, forelagde jeg ham sagen. Leth Knudsen var positiv overfor forslaget, men nåede desværre ikke at opfylde den gamle mands ønske, idet Bergstedt gik hen og døde få uger efter min forespørgsel til formanden. Leth Knudsen nåede med andre ord ikke at få bragt medlemsskabet i orden. Sådan er der så meget, vi mennesker ikke når her i livet, men Bent Andersen - og hvem der ellers måtte ønske det - kan nå at høre om Harald Bergsted den 1. oktober i Folkekøkkenet i Grenaa. Vel mødt.

Med venlig hilsen
Henning Sørensen
Forfatter og fhv.
skraldemand ved
Grenaa Kommune
Villa Pax, Irisvej 17
8500 Grenaa

Kilde: grenå bladet

charlotte


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam