Skolebibliotekaren ved Bauneskolen i Nimtofte efterlyser i det følgende en mere åben proces hvad angår biblioteksstrukturen i Midtdjurs Kommune:
Jeg læser i avisen, at Nimtofte Bibliotek skal lukkes – p.g.a. af svigtende udlån. Dagen før læste jeg, at der er oprettet et børnehavebibliotek i børnehaven, beliggende 200 meter fra Nimtofte Bibliotek. Børnehavebiblioteket forsynes med bøger fra Hovedbiblioteket – fra Kolind?
Som skolebibliotekar på Bauneskolen i Nimtofte er jeg naturligvis ikke blevet spurgt, om jeg havde idéer til udviklingen at det midtdjurske bibliotekslandskab. I de sidste 2-3 år har ingen politiker eller embedsmand i Midtdjurs brugt tid på at tale med skolebibliotekarerne på kommunens skoler. Det er ellers på skolerne, de nye lånere i kommunens biblioteksvæsen fødes, det er hér, lånerne lærer at læse, det er hér, de smager på bibliotekets overvældende tilbud.
I Midtdjurs er der fællesbiblioteker. Men nu blæser der nye vinde, centraliseringens, specialiseringens. Man undres.
Med hensyn til nye spændende bøger, nye medier og kulturarrangementer er Nimtofte Folkebibliotek i årevis blevet udsultet – det er ikke hér, pengene er blevet brugt, men der har været udstationeret materiale/eksemplarer fra kommunens andre biblioteker. Det ville være spændende at se, hvad driften af Nimtofte Bibliotek har kostet, og hvad bog-budgettet har været.
Når nu folkebiblioteket lukkes p.g.a. ”det særdeles lave udlån”, håber skolebiblioteket på Bauneskolen at kunne beholde de dele af fællesbiblioteket, som trods alt har betydet et virkeligt godt skolebibliotek på den lille skole.
Havde projektet om samdrift mellem byens børnehave og skole båret frugt, havde børnehavebiblioteket ligget i den nuværende skole og var ikke blevet kørt ind med lastbil fra andre byer. Nimtoftes kulturinstitutioner har fælles navlesnor. Det ser ud, som om navlesnoren nu er anbragt rundt om halsen.
Kilde: Skrevet af Mogens Clausen fra Bauneskolen i Nimtofte i Randers Amtsavis og fork. af red. d. 7. ok
rex