En socialdemokrat i EU-parlamentet gør i det følgende rede for, hvorfor han mener, det er muligt at presse USA så hårdt, at de til sidst går ind og skriver under på den næste Kyoto-aftale:
Efter en sommer med adskillige naturkatastrofer rundt omkring i verden er det efterhånden kun tåber, som ikke frygter menneskeskabte klimaforandringer.
De fleste seriøse forskere er enige om, at vi nok må vænne os til mange flere orkaner som Katrina i fremtiden, hvis ikke vi snarest optrapper indsatsen for at bekæmpe drivhuseffekten.
Derfor var det også positivt, da miljøminister Connie Hedegaard (K) for nylig inviterede 24 miljøministre fra hele verden til Grønland, sådan at de med egne øjne kunne se drivhuseffektens betydning for indlandsisen samt for at indlede en mere uformel og forhåbentlig produktiv dialog om, hvad der kan gøres.
Hedegaard fortjener ros for initiativet. Alligevel er der grund til ærgrelse. Én af de få konklusioner, der blev fremlagt efter mødet, var nemlig, at man nu måtte stoppe med at ”pege fingre ad hinanden”. Med andre ord: Nu måtte kritikken af de lande, der ikke er med i Kyoto-protokollen, stoppe. Dén konklusion er jeg lodret uenig i.
USA står for 25% af verdens drivhusgasser. Og Bush-regeringen har kategorisk afvist Kyoto-protokollen som for dyr for den amerikanske økonomi. Det skal han ikke have lov til at gøre uimodsagt. Vi europæere skal igen og igen påpege, at det vil være dyrere ikke at gøre noget.
Når Kyoto-aftalen skal genforhandles og videreføres i 2012, må det være målet at få USA med.
Og jeg tror, det er muligt. Det virker nemlig at ”pege fingre”. Allerede nu er det lykkedes – efter en stor europæisk indsats – at overtale Rusland til at være med. Ligeledes ser vi en stigende indenrigspolitisk bekymring i USA i forhold til klimaproblemer. Således har flere prominente borgmestre og guvernører nu påbegyndt kampen for at presse Bush til at føre en mere bæredygtig politik.
Kilde: Skrevet af S-europaparlamentsmedlem Dan Jørgensen i Randers Amtsavis d. 8. oktober
rex
05/05 2023
