Hvem vasker hænder vedr. Grenaa Havn?
Det er mig en stor glæde at konstatere, at en borgerliste er opstået i kampen om pladserne i den nye storkommune. Hvis arbejdet som kommende folkevalgte på denne liste så vil være tværpolitisk, er meget opnået med dette valg. Specielt hvad angår den regionale fremtid.
Jeg har for et par år siden skrevet om Grenaa Havn A/S i lokalaviserne og trukket borgmester Gert Schous rolle som formand her ud i offentlighedens lys, samt den efter min mening skandaløse behandling de lokale forretningsdrivende på Anholt fik ved sammenlægningen af de to havne. Kort fortalt stjal den kommunalt ejede virksomhed kunder, der skulle danne grundlag for arbejdspladser på Anholt, ved gratis at tilbyde grill-faciliteter til 150 mennesker (3 store grills blev tændt hver aften på havnens regning). Vi taler om ca. 30 sæsonarbejdspladser og 2 - 3 helårs-stillinger. Er det sund og langsigtet socialdemokratisk kommunalpolitik? Jeg mistede min forretning og efterfølgende gik servicen helt i bund. Norske sejlersider på nettet anbefalede, at man sejlede forbi Anholt af samme grund. Jeg påpegede overfor offentligheden, at den daglige ledelse med deres attitude trak firmaet mod ruin. En sludder for en sladder var resultatet fra David Yorks (havnedirektør) og Gert Schous side. Grenaa Havn A/S skyldte på daværende tidspunkt 212 millioner kr. og alle regnskabsårene viste underskud eller kun lige balance under de herrers ledelse. Så kom man på den ide, at en udvidelse ville være sagen. Det ville koste ekstra 240 mill over 3 år. Ingen ville imidlertid låne dem penge i de værdier, der lå i firmaet. Så lod man 2 og 5 være lige, og kommunalbestyrelsen kautionerede enstemmigt og på borgernes vegne for de 70 millioner kr. man skulle bruge for at starte projektet op. Borgerne - du og jeg - skylder altså disse penge.
Pludselig forsvandt den daglige ledelse og en nye direktør kom ind i billedet. Han præsenterede i foråret 2005 et regnskab med et underskud på 9 millioner kr., som han beskyldte den forrige direktør for at have skabt . At underskuddet formentlig ville have været større, vil vi aldrig få noget at vide om, al den stund, der mangler oplysninger om de ca. 6 millioner kr, som man overtog fra staten ved sammenlægningen af de to havne.
Det, som er min pointe her, er at gøre opmærksom på, hvad en socialdemokratisk ledet kommunalbestyrelse kan afstedkomme af fatale fejl, der på arbejdsmarkedet fremover vil få overordentlig stor betydning i arbejdet på at få arbejdspladser til regionen. Stor var min forskrækkelse, da jeg så et indlæg fra en socialdemokrat i avisen, der omtaler Grenaa Havn A/S som den kommende dynamo på Djursland. Med det kendskab jeg har til en socialdemokratisk ledet kommune skal jeg gøre opmærksom på, at de ihvertfald ikke har forstand på at varetage arbejdspladsernes interesse. Ser man på hvor mange arbejdspladser, der er flyttet fra kommunen, ser det nedslående ud. Efter min mening er det ikke bare konjunkturene, man kan beskylde for dette, men i høj grad kommunen under Gert Schous ledelse.
Mange borgere i kommunen har taget initiativer til at stå sammen om at vende denne udvikling. Man har fremlagt problemstillinger og løsninger, men kommunen har afvist et hvert forsøg på at komme uvæsenet til livs. Det er som om en betonagtig bedrevidenhed lægger låg på et hvert initiativ, så længe det ikke kommer fra socialdemokraterne selv eller kredsen omkring dem.
Hvis man i den kommende tid vil dette til livs, må man vælge en ny kommunalbestyrelse; helt fri af gammel dogmatik, der på tværs af partiinteresser kan se tingene som de er, og arbejde henimod løsninger, der skaber arbejdspladser og dynamik. (Forkortet af redaktionen)
Med venlig hilsen
Jens Fisker
Østervej 11
8592 Anholt
Kilde: grenå bladet
charlotte